De lavtlønnede er igen taberne i overenskomst-spillet. De får ikke engang en løn, som sikrer dem den høje dagpengesats, hvis de bliver arbejdsløse

Det blev næsten som Hans Jensen havde sagt.
Under en del protester luftede han, lige inden forhandlingerne om nye overenskomster gik i gang, at det ville være forsvarligt med forbedringer til lønmodtagerne på 12 procent.
Industri-forliget, der sædvanen tro var det første store forlig, der kom i hus og som udstikker kursen for alle øvrige aftaler, har en samlet ramme på godt 11 procent!
- Vi har fuld beskæftigelse. Der mangler arbejdskraft, og lønmodtagerne skaber de største værdier i årtier. Den situation har vores forhandlere slet ikke udnyttet til at få indfriet blot nogle af forventningerne fra arbejdspladserne. Det nærmer sig en katastrofe, at lønstigningerne over tre år er på sølle otte kroner, siger Jan Mathisen, næstformand i 3F Hotel og Restauration København.
Han repræsenterer et typisk lavtlønsområde og afdelingens 8.000 medlemmer er ikke omfattet af industriens overenskomst. Men problemet er, at de lønstigninger, industriens forhandlere har aftalt, 'kopieres' til alle andre overenskomster.

Det er flovt
I samtlige overenskomstforlig, der indtil nu er forhandlet på plads, er det således aftalt, at mindstelønnen stiger med tre kroner i år. I både 2008 og 2009 bliver der lagt 2,50 kroner oveni. Det resulterer i en mindsteløn, der om tre år når op omkring 114 kroner i timen.
Er du under 18 år, bliver lønstigningerne om muligt endnu mindre. Lønnen stiger over de tre år med henholdsvis 1,70 kroner, 1,45 og 1,45 og lander på 59,40 kroner i timen.

Industrien bestemmer
Den afsmittende effekt, industriens overenskomst har på andre overenskomster, huer bestemt ikke Jan Mathisen.
- Problemet er, at mens mindstelønnen i industrien mest har karakter af at være et tal på et stykke papir, så er det en reel timeløn for vores medlemmer og for andre lønmodtagergrupper på det private arbejdsmarked.
- Vi har ikke tradition for lokale lønforhandlinger og har slet ikke de samme muligheder for at forhandle forbedringer på den enkelte arbejdsplads, som industriarbejderne typisk har, påpeger næstformanden.
Det er der flere forklaringer på. I hotel - og restaurationsbranchen er der ikke de store arbejdspladser som i industrien, der kan fungere som lokomotiver. Branchen er kendetegnet ved små arbejdspladser, relativ dårlig organisering, mange udlændinge og korte ansættelsesforhold.
Jan Mathiesen vurderer, at der vil være en meget stor gruppe af lavtlønnede, hvoraf en del stadig arbejder for lønninger på under 100 kroner i timen, der vil blive ekstra hårdt ramt af den linje, industrien har lagt for lønstigningerne.
For dem er det en ringe trøst, at der er tale om treårige overenskomster, så de først i 2010 kan gøre sig forhåbninger om nye lønstigninger.

Lønfesten udeblev
Lønmodtagerne har givet udtryk for store forventninger til mærkbare resultater i de nye overenskomster. Men, som lønmodtagerne kan konstatere efterhånden som de forskellige overenskomster kommer i hus - det blev ikke den forventede lønfest.
Ved kun at hæve mindstelønnen med otte kroner de næste tre år, mener Jan Mathisen, at fagbevægelsen har forpasset en oplagt mulighed for at sætte et godt bolværk op mod udnyttelse af østarbejdere. Han er overbevist om, at en betragtelig lønstigning ville være et endog godt redskab mod løntrykkeri.
- Det er desværre sådan, at arbejdsgiverne kan overholde overenskomsten ved at udbetale 100 kroner i timen. Det er simpelthen ikke godt nok.
Derfor håber han inderligt, at fagbevægelsens medlemmer giver forhandlerne en begmand. Selv anbefaler han at der stemmes nej.