Landets få højreekstremister koncentrerer deres kræfter omkring Ungdomshuset, fortæller Demos
Det er ikke kun politiet, der har oprustet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Den ekstreme højrefløj har sat alle kræfter ind på at puste til urolighederne, fortæller den anti-racistiske forening Demos.
- En del af den højreradikale Dansk Fronts strategi er netop at være på gaden, der hvor venstrefløjen er aktiv. Det lykkes ikke ret godt, fordi de ikke er særlig mange. Men nu virker det som om, de har sat alle kræfter ind på at være tilstede i forbindelse med Ungdomshuset, siger Anne Jessen fra Demos til Arbejderen.
Demos har oplevet, at den yderste højrefløj har været særdeles aktive siden de store demonstrationer i december sidste år. Flere nazister er blevet genkendt ved demonstrationerne efter rydningen af Ungdomshuset, og Demos får mange henvendelser fra folk, der har set grupper på op til fire nazister gå rundt på Nørrebro i dagene efter rydningen. Nazisterne truer, filmer og fotograferer demonstrationsdeltagerne.
- Vi har indtryk af, at de højreradikale forsøg på 'patruljer' er organiserede. Man går jo ikke bare tilfældigt ned på gaden og mødes med sine nazistiske venner, fortæller Anne Jessen.
Omkring 20 aktivister, som højreekstremisterne mener har tilknytning til Ungdomshuset, bliver hængt ud på de nazistiske hjemmesider. De har senere modtaget anonyme dødstrusler med posten og over telefonen og flere har mødt grupper af nazister, som har truet dem.
- De prøver at skræmme folk ud af politik. Det er ærgeligt, at det er lykkedes et par gange, fordi der, med ganske få undtagelser, er tale om tomme trusler, fastslår Anne Jessen.
Højreekstremisterne i Dansk Front lægger ikke skjul på, at de er glade for Faderhusets leder Ruth Evensen. På en af deres hjemmesider kaldes Evensen for 'den hævnende engel'. En grafisk fremstilling viser sektlederen halshugge en aktivist fra Ungdomshuset.
- Det var da pænt af dem, men billedet må være for deres egen regning, siger Faderhusets administrator, Andreas Bruun, til Dagbladet Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278