Nu skal indholdet af overenskomsforligene ud på arbejdspladserne. OK 2007 initiativet optrapper informationen på hjemmeside
Mens et gennembrud i overenskomstforhandlingerne på normallønsområdet lader vente på sig, gør OK 2007 initiativet nu en ekstra indsats for at få informationer om de allerede indgåede forlig ud på arbejdspladserne.
Initiativets koordineringsudvalg besluttede på et møde onsdag i første omgang at opgradere hjemmesiden www.ok-2007.dk.
- Den bliver en meget vigtig kilde til information og skal afspejle de mange forskellige aktiviteter i overenskomstkampen. På hjemmesiden vil vi blandt andet samle tilbagemeldinger fra arbejdspladser, faglige klubber og fagforeninger i takt med, at de tager stilling til forligene, siger Søren Elsberg, der deltog i koordinationsmødet, til Arbejderen.
Han sidder i bestyrelsen i 3F`s Industrigruppe, hvor han har stemt nej til industriforliget. Den samme holdning har industrigruppen i 3F Aalborg, hvor Søren Elsberg er nyvalgt afdelingsformand, indtaget.
- Det forlig er ingenting værd. Vi får sølle én procent om året, og solidariteten er svær at få øje på, mener Elsberg.
Bjarne Sørensen, formand for Metal-afdelingen i Horsens, opfordrer arbejdspladserne til løbende at orientere sig på OK 2007-initiativets hjemmeside.
- Der ligger allerede en gennemgang af industriforliget, og der er en lignende gennemgang af byggeoverenskomsterne og de andre indgåede forlig på vej. På siden kan man læse udtalelser og presseomtale af overenskomstsituationen og vi lægger materialer ind, som kan bruges på de enkelte arbejdspladser og klubber. Så klik ind på hjemmesiden, lyder opfordringen fra Bjarne Sørensen.
Koordinationsudvalget stikker hovederne sammen igen tirsdag i næste uge for at tage bestik af situationen og tage beslutning om eventuelle nye initiativer.
www.ok-2007.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278