Advokater kritiserer politiets brug af visitationszoner: Den forebygger ikke noget som helst, men skræmmer folk fra at deltage i fredelige protester
Hvis du i disse dage vil nyde forårssolen og slentre en tur på i Nørrebro eller Christianshavn i København, risikerer du at blive stoppet af politiet og få endevendt din taske, din bil, cykelanhænger eller bedt om at tømme lommerne.
Politiet har nemlig indført såkaldte visitationszoner i de to bydele. Det er en mulighed, som kom ind i den nye politilov, som blev vedtaget i august 2004.
Politiet kan tjekke dig og dine ejendele uden konkret mistanke, oplyser Københavns Politi på sin hjemmeside.
Politiet henviser til, at man har sigtet 19 for ulovlig våbenbesiddelser ovenpå rydningen af Ungdomshuset sidste torsdag. Flere advokater stiller spørgsmålstegn ved den forklaring.
Rolige bydele
- Det er en helt unødvendig og urimelig foranstaltning. Urolighederne er for længst overstået, og der er roligt i de to bydele. Visitationszonen er indført med den begrundelse, at man leder efter knive - selvom der på intet tidspunkt har været anvendt kniv under urolighederne. Selvom politiet finder en kniv, vil det ikke kunne forebygge noget som helst af de uroligheder vi har set, vurderer forsvarsadvokat Ulrik Rasmussen overfor Arbejderen og uddyber:
- At få gennemrodet dit tøj og din bagage af politiet er et vidtgående indgreb på linje med at få ransaget dit hjem eller aflyttet din telefon. Det er et magtmiddel, vi skal være forsigtige med. Under urolighederne blev brugt brosten og afbrændt brædder og affaldscontainere. Sådan noget finder du ikke i inderlommerne hos folk. Zonerne er en optrapning af konflikten, advarer Ulrik Rasmussen.
Han er forsvarsadvokat for 24 varetægtsfængslede i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Det er foreløbig lykkedes ham at få løsladt ni.
Hans kollega, advokat Knud Foldschack, advarer mod, at de særlige zoner risikerer at afholde borgere i at deltage i de fredelige, fuldt lovlige demonstrationer for Ungdomshuset.
- Det er dybt betænkeligt, hvis visitationszoner ikke længere er noget politiet indfører i helt ekstraordinære situationer, men er en tilstand som etableres generelt, siger han til Arbejderen.
- Det ser ud til, at politiet vil kontrollere en hel bydel, når zonerne indføres i situationer som denne og i de samme bydele igen og igen. Sådan en zone griber ind i borgernes ytringsfrihed og ret til at protestere inden for lovens grænser. Hver gang du bevæger dig ind i en visitationszone, risikerer du at blive stoppet og tjekket af politiet. Det øger usikkerheden, og kan afholde nogle fra at færdes i zonen og deltage i eksempelvis en lovlig demonstration, fastslår Knud Foldschack..
Visitationszonen blev indført i lørdags klokken 18.00 og varer foreløbig indtil mandag den 19. marts klokken 07.00.
Zonen blev indført i en ellers fredelig weekend med en fredelig demonstration lørdag med op mod 5000 deltagere og en fredelig fest med 800-1000 deltagere fredag aften på Jagtvej 69. Alligevel blev 37 unge anholdt ved festen. Om lørdagen blev 12 anholdt.
Lørdag ransagede politiet endnu en gang Rød Ungdoms lokaler i København. Også denne gang uden en dommerkendelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278