Velfærdskonference samlede både fagforeninger, studenter-bevægelser og det politiske spektrum fra Socialdemokraterne til Enhedslisten
Fagbevægelsen skal have klare mål for samfundet og forpligte politikerne på de mål, hvis den skal gå forrest i kampen for velfærden. Det er konklusionen fra velfærdskonferencen i Silkeborg i lørdags.
På konferencen mødtes lokale repræsentanter fra fagbevægelser og uddannelsesorganisationer for at diskutere, hvordan kampen for velfærd skal udmyntes.
En af hovedinitiativtagerne, organisationsmedarbejder i LO Silkeborg-Favrskov, Rune Kristensen, er ikke i tvivl om konferencens betydning.
- For første gang i lang tid fik vi samlet både fagforeninger, studenterbevægelser og hele det politiske spektrum fra Socialdemokraterne til Enhedslisten, siger han til Arbejderen.
- Det betyder at vi i en fælles alliance kan sætte nogle mål og holde politikerne fast på dem. Det er meget simpelt: Hvis vi skal støtte dem, skal de støtte vores mål.
Søren Søgaard er formand for FOA Silkeborg-Skanderborg. Han tager tre vigtige konklusioner med fra konferencen til sine medlemmer.
- I lørdags fik vi for det første styrket samarbejdet mellem de offentligt og privat ansatte. Vi fik sat ord på, at uanset hvor vi er ansat, er vi alle borgere i samfundet, og derfor vedrører kampen for velfærd os alle, forklarer han Arbejderen.
- For det andet var vi enige om, at vi skal meget tidligere ud i budgetkampene, hvis vi skal sikre os indflydelse. Jeg sad selv i den arbejdsgruppe der så på de kommende kommunale budgetforhandlinger. Allerede her i foråret forhandler Kommunernes Landsforening om budgetrammerne, og når de bliver meldt ud efter marts, kan vi se om de bliver lige så stramme som sidste år. Hvis det er tilfældet, vil vi lægge pres på politikerne for at få rammerne udvidet. Når kommunens budgettal kommer til august vil vi indkalde til en borgerhøring, fortæller Søren Søgaard.
- Det vigtigste i den høring og når vi skal lægge pres på politikerne, er at vi får tydeliggjort konsekvenserne af besparelserne for borgerne. Vi skal vise i kød og blod hvor mange hænder til service de stramme budgetter koster, understreger han.
Når fag- og studenterbevægelser mødes i dag i Århus til en lignende konference, vil Rune Kristensen være tilstede for at fortælle om konklusionerne fra Silkeborg. Han håber, at de to byer kan slutte sig sammen, næste gang der skal arrangeres en velfærdskonference.
- Det er vigtigt at vi i lokalafdelingerne kan stå sammen og lægge pres på LO Danmark, for at få dem op af stolene. Det er jo utroligt at de ikke har taget initiativ til en landsdækkende kamp for velfærd, men det giver samtidig vores bevægelse en enormt styrke, at den på den måde kommer nedefra, vurderer han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278