21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nye regler for arbejdsskader

Nye regler for arbejdsskader

Fredag, 16. marts, 2007, 00:00:00

Kroniske smerter i nakke og skulder kommer nu på listen over erhvervs-sygdomme. Slagteri-arbejdere og montricer har nu mulighed for at få erstatning

Smerter i nakke og skulder. Det kender slagteriarbejdere og montricer, der har arbejdet med ensformigt arbejde i årevis, alt til.
Hidtil har mulighederne, for at få smerterne anerkendt som en arbejdsskade og dermed søge om erstatning, været ikke eksisterende. Men nu lysner det.
Arbejdsskadesstyrelsen har netop besluttet at sætte kroniske smerter i nakke og skulder på listen over erhvervssygdomme.
- Med den her beslutning indretter vi reglerne på området, så de passer til det moderne arbejdsmarked. Der har ikke været mange anmeldelser fra syersker inden for de sidste par år. Til gengæld har vi set flere anmeldelser fra andre faggrupper som slagteriarbejdere og montricer, siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.
- Det er glædeligt, at slagteriarbejdernes ensidigt gentagne arbejde nu også kan danne baggrund for anerkendelse af arbejdsskader, siger Kurt Jakobsen, næstformand i slagteriarbejdernes forbund NNF på forbundets hjemmeside.
Han håber, at konsekvensen af, at nakke- og skuldersmerter nu anerkendes som en arbejdsskade, bliver yderligere fokus på behovet for jobrotation og forebyggelse på landets slagterier.
For at få anerkendt nakke-skulderskader som arbejdsskader, skal man have haft et arbejde, som dagligt har været præget af hurtige, gentagne bevægelser i skulderen/overarmen i mindst 3-4 timer og i mindst 8-10 år. De nye regler gælder for nakke-skulderskader, der er anmeldt efter 1. januar 2005.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland