TDC`s aktionærer blev i går mødt med røde faner og vrede tillidsfolk, der protesterer mod TDC-ledelsens krav om 11 timers arbejdsdag
I går eftermiddag måtte deltagerne i TDC`s aktionær-generalforsamling i København passere omkring 170 vrede tillidsfolk, før de kunne gå ind og stemme om Henning Dyremose som nyt medlem af bestyrelsen, og udbetaling af et trecifret millionbeløb i profit til TDC`s nye ejere.
Tillidsfolkene, der repræsenterer omkring 8000 Metal-medlemmer ansat i TDC, protesterede mod, at TDC-ledelsen nægter at acceptere Industri-overenskomsten, medmindre de ansatte accepterer arbejdsdage på op til 11 timer.
- De vil hverken give på pension eller barsel. Og heller ikke penge til tillidsrepræsentanternes arbejde. De vil kun give til Dyremose og aktionærerne, forklarer Leif Hartmann, formand for Metal Tele afd. 1.
Særaftalerne mellem TDC og Dansk Metal har betydning for, hvilke dele af industriforliget der har virkning for de ansatte i TDC. De forhandles altid umiddelbart efter, at der er indgået forlig på industriområdet, og plejer at indgå som en del af industriforliget.
Normalt er der ingen problemer i at få overført Industriforligets generelle provenu til særaftalernes afsnit om pension, løn, arbejdstid med mere. Men med TDC`s nye ejere er der åbenbart kommet andre boller på suppen, konstaterer Leif Hartmann. Han og de andre forhandlere er rystede over TDC-ledelsens modkrav. Ifølge de gældende særaftaler kan dan daglige arbejdstid maksimalt udgøre ni timer.
- Vi har i forvejen et enormt højt sygefravær, fordi vores medlemmer knokler mindst syv-otte koncentrerede timer om dagen, blandt andet ved at sidde foran skærmen og rådgive kunder. Så vi blev dybt chokerede, da vi hørte ledelsens krav om 11 timers arbejdsdag, forklarer Leif Hartmann.
Fastholder ledelsen sit nej til Industri-overenskomsten, vil det betyde, at de 8000 Metal-medlemmer vil gå glip af omkring 30 millioner kroner - omtrent det samme, som den tidligere TDC-direktør Henning Dyremose fik for at sælge TDC til de frem kapitalfonde bag Nordic Telephone Company, der i dag ejer 87,9 procent af aktierne. De nye ejere har allerede trukket over 45 milliarder kroner ud af selskabet.
Henning Dyremose er formand for landets mest magtfulde arbejdsgiverforening Dansk Industri, der igen er den ene part bag de omdiskuterede Industriforlig. Ifølge rygterne vil den tidligere TDC-direktør ikke kun blive valgt ind i bestyrelsen for TDC. Han vil også blive udpeget til ny bestyrelsesformand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278