I 13 dage sad den 51-årige Ulla Rasmussen i fængsel efter at have deltaget i en demon-stration til støtte for Ungdomshuset. Hun fik aldrig lov til at afgive nogen forklaring

Tag bare de sidste. Jeg får ikke brug for dem. Jeg kan snart købe en ny pakke...
Med disse ord gav Ulla Rasmussen fra Århus sine sidste cigaretter til en ung 22-årig canadier.
De havde lige mødt hinanden - i Københavns Dommervagt. Den unge canadier forstod intet af, hvad der skete omkring ham. Han var på rundtur i Danmark med sit kamera. Da han så blå blink og tumult i gaden besluttede han sig for at komme tæt på, så han kunne knipse et par gode billeder, som han kunne vise til venner og familie, når han kom hjem og skulle fortælle om sin tur til Danmark.
Den 51-årige Ulla Rasmussen var også en slags turist - fra Jylland godt nok. Hun var i hovedstaden for at besøge sin ældste søn og svigerdatter, inden hun skulle hjem igen søndag, hvor hun skulle flytte.
Fredag aften deltog hun i en demonstration fra Gammel Torv klokken 22 til støtte for det Ungdomshus, hvor alle hendes tre børn har haft deres gang.
Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at politiet havde anholdt hende ved en fejltagelse, som det danske retssystem nok skulle råde bod på. Sådan kom det imidlerti ikke til at gå.
- I Dommervagten blev vi ført ind fire ad gangen. Først blev vi bare ført ind, og fik læst anklageskriftet mod os op. Så blev vi ført ud igen. Vi kom til retsbygningen en halv time inden 24-timers fristen udløb, så politiet havde travlt med at få os vist frem for en dommer, fortæller Ulla Rasmussen.
Efter en kort pause blev Ulla og hendes tre 'medskyldige' ført ind igen. Denne gang for at få beskeden: I er varetægtsfængslet!
Politiets eneste 'bevis' mod dem var to linjer i en politirapport. Politiet kunne ikke engang fremlægge billeder eller videoklip som kunne underbygge deres påstande.

Ingen individuel forklaring
De fire blev sigtet for 'Ved den 3. marts 2007 klokken 00.51 til den 3. marts 2007 klokken 00.59 i forening med et for tiden ukendt antal medgerningsmænd og mindst i forening med de 15 medanholdte groft at have forstyrret den offentlige ro og orden på Sankt Hans Torv, idet de sigtede i fællesskab kastede en molotovcocktail mod en af politiets mandskabsvogne, som brød i brand. Lige som der blev kastet brosten og flasker, samt at flere af deltagerne i opløbet var maskeret'.
- Vi forsøgte at forklare dommeren, at det godt nok er mange mennesker om at kaste én molotovcoctail. Og vi gjorde retten opmærksom på, at ingen af de mennesker, som politiet havde anholdt, havde nogensinde været maskeret. Men vi talte for døve øren. Vi blev fremstillet i én stor flok. Vi fik aldrig lov til at give en reel individuel forklaring, fortæller Ulla Rasmussen til Arbejderen.
Men lige lidt hjælp det: Dommeren holdt sig til politiets version af nattens forløb. Ulla Rasmussen blev sigtet for paragraf 134a om grov forstyrrelse af den offentlige orden og for paragraf 119 stykke 1 om ekstra grov vold mod tjenestemand i funktion.
- Vi var rystede. I chok, simpelthen. Politiet har selv senere vurderet, at der var 800 mennesker på Sankt Hans Torv den aften. Ud af dem tog de 17 mennesker. Det var fuldstændig tilfældigt, hvem de anholdt. Det var dem, der løb langsomst, og dem der ikke havde gjort noget og derfor ikke troede de ville blive anholdt.

Celle 664
Sammen med de andre varetægtsfængslede blev de kørt direkte til Vestre Fængsel. Udover Ulla Rasmussen røg helt almindelige unge - som en bibliotekar som skulle have været på arbejde dagen efter og en der stod i lære som grafiker - også i fængsel.
På grund af pladsmangel blev fangerne i Vestre Fængsel sat i celler to og to. Pladsen i den ti-tolv kvadratmeter store celle var trang, men Ulla Rasmussen var nu glad for at have selskab. Hun blev smidt i celle nummer 664 sammen med en ung pige på bare 19 år.
- Hun var simpelthen skræmt fra vid og sans. Hun var blevet anholdt i Fyensgade - en lille sidegade til Nørrebrogade. Her var hun krøbet sammen og havde gemt sig i en baggård. Politiet havde sagt, at man skulle holde sig væk fra området. Det var præcis det hun havde prøvet på, men politiet ventede også i sidegaderne.
- 'Nu er Nørrebro ikke min by, men politiets by', græd hun. Hun turde aldrig sætte sine ben på Nørrebro mere. Og hun var bange for, at vi aldrig skulle komme ud.Jeg prøvede at holde om hende og overbevise hende om, at vi nok skulle komme ud.
Modsat mændene måtte kvinderne besøge hinanden i cellerne en time om eftermiddagen. Derfor fik Ulla snakket med en del af de andre piger, som var blevet anholdt, da Ungdomshuset blev ryddet.
- Der sad også en pige på 19 år, som netop havde fået forlænget sin varetægtsfængsel med 14 dage. Hun havde allerede siddet en måned. Hun havde været med til en demonstration for Ungdomshuset den 16. december, hvor hun blev fængslet. Hun blev anholdt igen i februar. På pigens bopæl havde politiet i en taske fundet to malerbomber og et brev til pigen. Ifølge politiet fældende bevis på, at pigen er så farlig at hun ikke må være på fri fod, mens anklagerne mod hende efterforskes.

Larm, breve og smøger
Efterhånden som dagene gik fik Ulla langsomt men sikkert at mærke, hvad det vil sige at sidde i fængsel: Tidsfornemmelsen forsvandt. Hun havde svært ved at skelne dagene fra hinanden. Og når hun skulle besvare de breve hun modtog, havde hun pludselig svært ved at stave.
Dét der holdt humøret højt hos Ulla, var larm, breve og smøger.
- Larmedemonstrationerne betød utroligt meget. Jeg stillede mig op på det vakkelvorne bord i cellen hver gang for at kigge ned til jer derude. Det var vigtigt for os at vide, at vi ikke var alene. Alle os udenfor skal huske, at der fortsat sidder omkring 90 mennesker varetægtsfængslet. Det er vigtigt, at de får et meget konkret bevis på, at vi ikke har glemt dem og at vi fortsætter kampen. Derfor: Husk at tage til næste larmedemonstration!, opfordrer Ulla.
Og så var det, de mere end 50 breve som Ulla modtog fra familie, venner og folk, hun aldrig havde mødt.
Men der var også nogle, der ikke fik breve. På Ulla`s gang sad to piger med et 'BB' skilt uden på deres dør. De var underlagt brev- og besøgskontrol.
- Bag den massive jerndør sad to piger, som havde været inde i Ungdomshuset da det blev ryddet torsdag morgen. De har siddet i næsten tre uger uden så meget som et brev eller et besøg af deres familie eller venner. Det er fuldstændig urimeligt, at de skal afskæres fra kommunikation med omverdenen.
De to piger havde ligget og sovet nede i Ungdomshuset kælder, da politiet pludselig var kommet brasende. Da de skulle føres ud af huset gav politiet dem raidhuer på, så de kunne se militante og farlige ud til ære for pressens tv- og digitalkameraer, der ventede uden for huset, fortæller Ulla.
- Pigerne var ellers seje og det lod til, at de havde instillet sig på, at de skulle sidde der i et stykke tid. Men det var ikke så sjovt for dem, at vi andre fik fem breve om dagen. Så det prøvede vi at holde lidt for os selv.

Samme menu som Riskær
Da Claus Riskær Petersen i tirsdags blev idømt syv års fængsel og sendt til Vestre Fængsel, blev dagligdagen også lidt lettere for Ulla Rasmussen.
- Da vi fik kødpølse og toastbrød kunne vi i det mindste tænke: 'Nu spiser Riskær det samme som mig, ha, ha', gnækkede Ulla i sig selv.
Men - modsat Riskær - blev Ulla løsladt i onsdags klokken 16.
- Nu skal jeg lige fordøje oplevelsen. Jeg vil snakke med de piger, som jeg sad inde med, som har været udsat for det samme. Det er ikke sjovt at sidde 13 dage uden håndtag på døren.