24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

TDC er dobbelt gældsat

TDC er dobbelt gældsat

Lørdag, 17. marts, 2007, 00:00:00

TDC`s nye ejere har reelt pantsat koncernen - de har efter købet påført TDC en gæld på 55 milliarder kroner, men TDC hæfter også for den gæld, de har stiftet for at købe TDC

De fem kapitalfonde, der har opkøbt TDC, har ikke kun trukket alle de værdier ud af TDC, der overhovedet kan trækkes ud, og påført selskabet en tocifret milliardgæld. Efter alt at dømme har de nye ejere også fået det indrettet sådan, at TDC hæfter for den gæld, som kapitalfondene stiftede for at købe teleselskabet for godt et år siden.
Kapitalfondene har købt TDC via et til lejligheden oprettet selskab, Nordic Telephone Company Holding, NTCH. Det har ifølge sit seneste kvartalsregnskab stadig en gæld på over 70 milliarder kroner efter TDC-købet.
Og ifølge TDC`s årsrapport vil en misligholdelse af det lån være det samme som en misligholdelse af det lån på knap 47 milliarder kroner, som de nye ejere pålagde TDC at tage sidste år.
- Populært kan man vel sige, at hvis NTCH kommer i økonomiske problemer, kan selskabet trække TDC med ned, sagde Bjarne Graven Larsen, fondsdirektør i ATP, på TDC`s aktionær-generalforsamling torsdag.
ATP-fonden er den eneste større mindretalsaktionær, som har nægtet at sælge sin aktiebeholdning til de nye ejere. Dermed har fonden sat en kæp i hjulet for de nye ejeres ønske om at afmelde TDC fra Fondsbørsen. Hvis TDC ikke længere er noteret på børsen, behøver ejerne ikke længere offentliggøre vigtige planer for TDC`s fremtid, ligesom det også vil være slut med aktionær-generalforsamlingerne.
Siden kapitalfondenes køb af TDC for knap 100 milliarder kroner i starten af 2006 har de nye ejere trukket værdier for omkring 150 milliarder kroner ud af selskabet.
Som noget helt nyt er det også indføjet i TDC`s årsrapport, at 'TDC skal løbende kunne udbetale tilstrækkeligt udbytte, for at NTCH kan opfylde sine gældsforpligtelser...'
- Det er ret specielt, hvis TDC er forpligtet til at udbetale udbytte, for at andre kan betale deres gæld, lød Bjarne Gravens kommentar på aktionærgeneralforsamlingen.
Her valgte de nye ejere, der sidder på 87,9 procent af aktierne, i øvrigt den tidligere TDC-direktør Henning Dyremose ind i bestyrelsen, hvor han nu er blevet formand. Dyremose, der også er formand for Dansk Industri, modtog for godt et år siden et gyldent håndtryk på knap 30 millioner kroner, blandt andet for sin indsats med at sælge TDC til kapitalfondene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland