24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tilkøb kan koste lighed

Tilkøb kan koste lighed

Tirsdag, 20. marts, 2007, 00:00:00

Venstre åbner nu for tilkøbsydelser i den offentlige sektor, og S bakker op. Eksperter advarer: Tilkøb af ekstra offentlig service kan cementere uligheden

Hvad kan der ske ved, at travle forældre kan købe sig til, at barnets daginstitution sørger for dagens indkøb til hjemmehusholdningen? Eller at den kommunale hjemmehjælp også lige klarer en gang vinduespudsning - mod betaling?
Tilkøbsydelser indgår nu som et element i regeringens såkaldte kvalitetsreform. Det vækker glæde hos Socialdemokraterne, som de seneste mange år har talt varmt for, at det offentlige skulle kunne tilbyde forskellige former for tillægs-ydelser. Men eksperter advarer om, at tilkøbsydelser kan betyde et skred i den måde, velfærdsstaten er bygget op på.
En af dem er adjunkt Michael Baggesen Klitgaard, Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet. Han udtaler til Ugebrevet A4 forundring over, at Socialdemokraterne så forholdsvis ukritisk går ind for tilkøbsydelser.
- Det strider jo fuldstændig imod, hvad partiet har stået for i mere end 100 år, siger han til ugebrevet.
- Man kan vel ikke sige, at det er traditionel socialdemokratisk politik at blande privat økonomi ind i den offentlige service. Ikke i forhold til velfærdsydelserne, i hvert fald, uddyber Michael Baggesen Klitgaard overfor Arbejderen.
- Det lyder pænt og uskyldigt i vores ører, at du kan købe dig til lidt ekstra service hos det offentlige. Men når du begynder at bygge nogle mekanikker ind i offentlige systemer, viser erfaringen at de kan begynde at danne skole og gribe om sig. Det er ikke sikkert det sker, men risikoen er der, forklarer Michael Baggesen Klitgaard.
Skillelinien går, om man skal have et system med gratis velfærdsydelser til alle, eller med ydelser kun målrettet til de fattigste, understreger forskeren. Som eksempel nævner han arbejdsmarkedspensionerne.
- Her er du gået fra at have et fuldt, offentligt pensionssystem, til at have et opsparingsbaseret pensionssystem. Det trækker det i retning af, at pensionen primært bliver baseret på folks private opsparinger. Når du kommer 20 år længere frem, vil de helt dominere pensionssystemet, og så vil det måske være sværere at fastholde opbakningen bag folkepensionen som en generel ydelse, siger Michael Baggesen Klitgaard til Arbejderen.
Han forstår godt Socialdemokraternes argument med, at det vil stille det offentlige mere lige i konkurrencen, hvis det offentlige på lige fod med private virksomheder kan tilbyde forskellige tillægsydelser.
- Men hvis du har socialdemokraternes traditionelle udgangspunkt, så skal du tænke dig godt om, før du sætter sådan noget i værk. Der ligger nogle politiske konfliktlinier i dette her, understreger Michael Baggesen Klitgaard.
I overmorgen holder regeringen sit fjerde temamøde om kvalitetsreformen, og her vil tilkøbsydelser indgå som en del af diskussionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland