Efter Innovationsrådets anbefaling skal der enten åbnes for egen-finansiering eller en betragtelig hævelse af taxametertaksterne. De studerende, der ikke har råd, skal tilbydes et lån
Gennem det såkaldte Innovationsråd arbejder ministerier og millionkoncerner sammen om at forandre de videregående uddannelser.
- Innovationsrådets formål er at forny Danmark. Det skal ske gennem styrkelse af den danske konkurrencekraft. Vi har allerede skabt fundament for nye milliardindustrier, siger rådets projektleder, Johannah Christensen, til Arbejderen.
En målrettet plan
Brugerbetaling, privatisering og koncentration af ressourcerne i 'elitemiljøer' står på dagsordenen når Innovationsrådet mødes.
Rådet har en målrettet plan for universiterne.
Uddanelsessystemet skal hænge bedre sammen med erhvervslivet, blandt andet ved, at de studerende skal arbejde med konkrete problemstillinger fra erhvervslivet og ved, at dele af de studerendes uddannelsstøtte betales af erhvervslivet. Universiteternes ekspertise skal samles i såkaldte elitemiljøer.
Endelig skal der enten åbnes for egenfinanciering eller en betragtelig hævelse af taxametertaksterne.
De studerende, der ikke har råd, skal tilbydes et lån til at betale deres uddannelse.
Innovationsrådets formand, Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen, ønsker overfor Arbejderen ikke at forholde sig til de rådets konkrete anbefalinger for de videregående uddannelser. Men han er ikke i tvivl om Innovationsrådets indflydelse.
- Ligesom de studerende kan have deres holdninger, har vi vores. Men jeg kan sige, at vores holdninger bliver tillagt endog ganske betydelig vægt, når der skal formuleres lovforslag, siger han til Arbejderen.
Tilsyneladende hersker der dog uenighed om rapportens konklusioner blandt forfatterne.
- Jeg er synes ikke brugerbetaling er en god idé. Har vi skrevet det? Jeg var kun på et par af møderne, og kan ærlig talt ikke huske hvad vi besluttede, siger Koncerndirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen, til Arbejderen.
Globaliseringsråd
Innovationsrådet arbejder tæt sammen med regeringens Globaliseringsråd, som har haft central betydning for de nye folkeskole- og seminarielove.
- Selvom Innovationsrådets politiske indflydelse ikke er formaliseret ligesom Gloabliseringsrådets, har Globaliseringsrådet været meget inspireret af Innovationsrådet. Man kan sige at hvor Globaliseringsrådet udstikker rammerne, leverer Innovationsrådet de konkrete forslag, forklarer Innovationsrådets projektleder Johannah Christensen.
Formand Jørgen Mads Clausen sidder også med i Globaliseringsrådet.
- Globaliseringsrådet har været meget inspireret af Innovationsrådets rapporter, da de formulerede de anbefalinger, der førte til lovforslag. Men 400 så kompetente medlemmer kan man næsten heller ikke andet, understreger han.
Innovationsrådet
Innovationsrådet, som med egne ord er 'Danmarks stærkeste netværk', er et privat netværk, oprettet af ministerier og erhvervsliv i fællesskab på initiativ af Huset Mandag Morgen.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet står sammen med blandt andre Danfoss, Novozymes, IBM og Finansrådet bag rådet.
Rådets formål er at forandre Danmark til gavn for konkurrencekraften og milliardindustrierne. Det skal ske gennem netværk, lobbyarbejde og skjulte dagsordener.
Rådet har 400 medlemmer. Medlemsskab af rådet kan købes for 38.000 eksklusiv moms om året.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278