Alene syv ud af 80 virksomhedsopkøb, foretaget af udenlandske kapitalfonde, har kostet statskassen to milliarder kroner. Spørgsmålet er, om ny lov vil stoppe hullet
Pengene fosser ud af statskassen - og ned i udenlandske kapitalfondes lommer. Det viser en undersøgelse foretaget af Skatteministeriet.
Undersøgelsen omfatter syv ud af over 80 opkøb af danske virksomheder, foretaget af udenlandske kapitalfonde. De syv overtagne virksomheder betalte tilsammen omkring 2,4 milliarder kroner i skat, året før de blev overtaget af kapitalfondene. Men allerede samme år som overtagelsen fandt sted, faldt deres skattebetaling til tilsammen cirka 0,4 milliarder kroner.
Kapitalfondenes overtagelse af de syv virksomheder har altså kostet statskassen omkring to milliarder kroner. Det skyldes først og fremmest, at kapitalfondene har belånt de overtagne virksomheder til op over skorstenene, viser undersøgelsen. Fra en gæld på tilsammen 65 milliarder kroner er gælden efter overtagelsen på et sted mellem 130 og 150 milliarder kroner. Og renterne kan trækkes fra.
En dom afsagt ved EF-domstolen truer desuden med at prikke yderligere hul i statskassen. Dommen har som konsekvens, at den danske stat ikke på samme måde som før kan beskatte danske koncerner af de virksomheder, de kontrollerer i udlandet.
Regeringen har selv opgjort, at det alt sammen på sigt vil koste statskassen omkring 15 milliarder kroner om året i tabte skatteindtægter. Den har derfor fremsat et forslag til ændring af selskabsskatten, som dels vil begrænse virksomhedernes rentefradrag og sikre fortsat skat på datterselskaber, dels sænke selskabsskatten fra 28 til 22 procent. Men regeringen er kommet under voldsomt pres fra de store danske koncerner som A.P. Møller - Mærsk og Carlsberg.
Skatteeksperten Christen Amby mener, at regeringens lovudkast vil lukke en del af skattehullerne.
- Men spørgsmålet er, hvordan det endelige lovforslag vil se ud, siger Christen Amby til Arbejderen, med henvisning til storkoncernernes kraftige pres på regeringen, der i disse dage sidder i heftige interne forhandlinger om den endelige udformning af lovforslaget.
Af samme grund er der lagt låg på udtalelser fra regeringskilder. Skatteministerens særlige rådgiver Peter Høyer understreger dog, at det fortsat er hensigten med lovforslaget at lukke både det skattehul, som skyldes kapitalfondenes gældsætning af de overtagne virksomheder, og det skattehul, som EF-domstolens dom har åbnet.
- Vi har en ballon med to huller. Og det det kræver, at vi sætter en finger i begge huller, hvis luften ikke skal gå af ballonen, siger Peter Høyer til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278