LO bejler til Anders Fogh Rasmussen op til møde om kvalitetsreformen i dag - andre fagforbund kritiserer LO`s linie
LO takker ja til regeringens udspil til kvalitetsreform og vil indgå i trepartsforhandlinger.
- Hvis regeringen reelt vil være med til at gøre den offentlige sektor mere attraktiv for både ansatte og borgere, så er LO klar ved forhandlingsbordet, lyder det fra LO`s formand Hans Jensen.
Meldingen kommer op til det fjerde møde om kvalitetsreformen, som afholdes i dag.
Konkret ønsker LO, at en aftale skal handle om de offentligt ansattes hverdag og stiller en række krav op: En rekrutteringsplan der sikrer den nødvendige arbejdskraft i den offentlige sektor i fremtiden, bedre uddannelsesmuligheder, større indflydelse, investeringer i nytænkning og innovation samt flere indvandrere indenfor det offentlige. Sådan lyder LO`s krav til hvad aftalen skal indeholde. LO vurderer, at det vil koste tre til fem milliarder årligt at opfylde disse krav.
Det er ikke alle steder i fagbevægelsen, at LO`s udstrakte hånd til Fogh-regeringen møder begejstring. Både BUPL, Danmarks Lærerforening og 3F kritiserer LO`s nye partnerskab.
- Jeg synes ikke, at det er smart at spille ud med et konkret beløb, før vi har diskuteret indhold. Tre til fem milliarder er desuden heller ikke mange penge i det samlede billede, siger BUPL`s formand Henning Petersen til Arbejderen. Han understreger, at antallet af pædagoger skal være 8-9000 højere, hvis de skal holde den samme standard, som var i slutningen af 90`erne.
Forbundet Fag og Arbejde, FOA, er til gengæld positive overfor ideen om at indgå i trepartsforhandlinger, men forbundet betinger sig konkrete forbedringer.
'Derfor skal ekstra penge selvfølgelig være rigtig ekstra. Det må nødvendigvis være rigtige menneskepenge fra Thors bugnende pengepung', skriver Dennis Kristensen, formand for FOA, i en kronik i Jyllands-Posten tirsdag.
Fogh vil ikke love konkrete penge beløb til velfærdsområdet, men henviser til at forhandlingerne skal afsluttes først.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278