853 er blevet anholdt, siden Ungdomshuset blev ryddet. Mange har ikke gjort andet end at deltage i de fredelige protester. Arbejderen fortæller to af de rystende historier

Siden Ungdomshuset blev ryddet den 1. marts, er i alt 853 blevet anholdt. Af de godt 200 der har været varetægtsfængslet, er mange under 18 år. En af dem er 17-årige Matias Littauer, som var i Ungdomshuset for første gang, den morgen politiet stormede ind.

Anholdt i huset
Klokken er syv om morgen torsdag den 1. marts. På en sofa i Ungdomshusets stueetage ligger Matias Littauer og sover. Lidt derfra ligger vennen Mark Geraci. Dagen før har de spillet med deres gymnasieband i Ungdomshuset. Da koncerten er slut, er det blevet sent, og Mark Geraci har glemt sit buskort. Der er langt hjem til Birkerød, og drengene får lov til at låne en sofa at sove på.
- Pludselig kan de høre larm uden for, og husets brugere vækker Mark Geraci og Matias Littauer. De siger til drengene, at de skal stille sig bag baren med armene i vejret, så politiet kunne se, at de overgiver sig, fortæller Matias far, Henrik Littauer, til Arbejderen.
Da rummet fyldes af kampklædt politi, får drengene da også at vide, at de snart kan gå. Men lidt senere har betjentene tilsyneladende ombestemt sig, for Mark Geraci og Matias Littauer bliver lagt i håndjern og anholdt. Herefter følger 17 sultne og forfrosne timer i varetægt.
- Fire af timerne sad de kun i undertøj og hundefrøs. De fik intet at spise og næsten intet at drikke, og når de bad om tøj, mad og vand grinede betjentene bare af dem, siger Henrik Littauer.
Matias Littauer har kun været et par gange før i Ungdomshuset. Ingen af drengene har tidligere deltaget i demonstrationer, ingen er tidligere straffet.
Efter halvandet døgn bliver Matias Littauer løsladt, da byretten er enig med ham i, at han intet har med sagen at gøre.
Alligevel bliver Marc Geraci fortsat tilbageholdt. Og Matias Littauer når kun at få en enkelt dag på fri fod, som han bruger på at tage i skole. Hans løsladelse bliver anket til landsretten, som varetægtsfængsler ham igen. Denne gang får han to uger i Vestre Fængsel og Sandholmlejren.
- I den periode oplevede Matias mor og jeg to gange fire dage med totalt besøgs- og brevforbud. Vi var meget nervøse for, hvordan han tog det, fortæller Henrik Littauer.
Da Matias fik forlænget sin varetægt med yderligere 14 dage, blev det for meget for hans forældre. De offentliggjorde hans sag i pressen og fire dage senere kunne Matias Littauer og Marc Geraci endelig taget toget hjem til Birkerød.
Matias Littauers advokat oplyser til Arbejderen, at han er sigtet for vold mod embedsmand og for at befinde sig på andres ejendom. Selvom Ungdomshuset siden 1999 har været ejet af sekten Faderhuset, fungerede det stadig som kulturhus frem til rydningen. Hundredevis af unge gik hver uge ind og ud af dørene.
- Selvom man godt vidste, at rydningen ville komme, kunne ingen vide, det lige var den dag, slutter Matias far.

Slået bevidstløs
Ni dage og 700 anholdelser efter rydningen er Ungdomshuset jævnet med jorden. Politiet har ophævet afspærringen af området og de mange blomster og bamser, der er blevet lagt foran politikæderne, er flyttet til den tomme grund.
Fredag den 9. marts har husets tidligere brugere planlagt en fest på grunden, som bliver døbt Ground 69. Politiet forsikrer, at de ikke vil blande sig.
- Det er svært at ødelægge noget på et tomt stykke grusgrund. Så længe de ikke begynder at opføre større bygningsværker, så blander vi os ikke, siger pressetalsmand Flemming Steen Munch til avisen.dk.
Derfor føler 20-årige Lærke Øland Frederiksen, som er medlem af Rød Ungdom, sig helt tryg, da hun tager til festen. Astmamedicin og telefonnumre til aktivisternes retshjælp er blevet derhjemme, for når ordensmagten har sagt god for festen, er der vel ingen fare for at skulle overnatte på en politistation.
Fem timer senere er hun blandt de blandt de 37 nye anholdte, en hjernerystelse og adskillige blå mærker rigere.
- Der var overhovedet ingen grund til at anholde os. Der havde været mindst tusind til festen, men da de anholdt os, var vi kun hundrede stykker tilbage. Vi havde haft bål, som var ved at dø ud og vi sad og sang sange, fortæller Lærke Øland til Arbejderen.
Lærke Øland og hendes ven Emil Andersen er egentlig på vej hjem, da politiet erklærer ophold på grunden for ulovligt. De er gået lidt væk for at hente Lærkes cykel, og hører derfor ikke, at festen bliver opløst. Da de kommer tilbage til grunden, er deres venner omringet af en kæde af politifolk.
- Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg ikke måtte komme ind og sige til mine venner, at jeg tog hjem, så jeg begyndte at diskutere med en af politimændene. Han skubbede mig væk, så jeg faldt. Jeg rejste mig og spurgte, hvad han havde gang i. Pludselig tog han fat i min jakke og rev mig ind bag politikæden, siger Lærke Øland.
Det er det sidste, hun kan huske. Lærke Øland bliver slået bevidstløs under anholdelsen. Emil Andersen oplever, hvordan Lærke Øland bliver hevet ind bag politikæden og forsvinder. Han er sikker på, at hun hele tiden holdt sig i ro en halv meter fra kæden mens hun diskuterede med politiet.
- Da jeg vågnede, lå jeg på jorden 20-30 meter derfra. En politimand flåede mine arme om på ryggen, mens en anden råbte, at jeg var sigtet for paragraf 119. Det er den med vold mod embedsmand i funktion, husker Lærke.

Blå mærker
Hun bliver fotograferet og kørt til Bellahøj Politistation sammen med resten af de anholdte. Her bliver hun kropsvisiteret og indsat i en celle.
- De tog det meste af mit tøj og gav mig et tyndt tæppe. Jeg havde enormt ondt i hovedet og blev ved med at døse hen, men vågnede fordi jeg rystede af kulde. Lidt senere kom der en pige mere ind i cellen, som gav mig sit tæppe, siger Lærke Øland.
Lærke Øland spørger flere gange efter sin trøje og noget astmamedicin, men får at vide, at hun nok skal overleve uden. Efter seks timer bliver hun afhørt. En kvindelig betjent vil vide, hvorfor hun var til fest, hvem hun var der med og hvem der havde inviteret hende. Lærke Øland nægter at svare, og lidt efter bliver hun løsladt. Hun får at vide, at hun senere vil få et brev om, hvorvidt hun stadig er sigtet.
Lærke Øland tager hjem til sin veninde for at sove. Da hun får tøjet af, venter der en ubehagelig overraskelse.
- Jeg havde blå mærker på knæene, lårene, ballerne og armene, en stor bule i hovedet og to blå mærker i ansigtet. Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg opdagede det. Det var vildt uhyggeligt, at jeg ikke kunne huske, hvordan det var sket, fortæller Lærke Øland.
De næste dage sover Lærke Øland 16 timer i døgnet. Hun har hovedpine og er forvirret og skræmt. Om tirsdagen opsøger hun sin egen læge, og får at vide, at hun har hjernerystelse og skal holde sig i ro de næste 14 dage.
- Her 14 dage efter anholdelsen kan jeg efterhånden klare mig uden hovedpinepiller. De blå mærker er næsten væk, og jeg er ved at få en normal dagsrytme.
Lærke Øland har stadig svært ved at læse, se på computer, koncentrere sig og lave mere end en ting ad gangen. Alligevel er hun sikker på, at oplevelsen ikke skræmmer hende fra det politiske engagement. Hun har givet sin sag til retsgruppen ABC, som vil finde en advokat.
- Det kan aldrig i livet holde mig fra at deltage i kampen for et nyt Ungdomshus. Tværtimod. Jeg har endnu mere grund til at protestere nu, slår Lærke Øland Frederiksen fast.