Rune Lund er utilfreds med, at den danske regering ikke godkender palæstinensernes samlingsregering - med en dårlig undskyldning
- Vi skal da bare åbne for hanerne. Palæstinenserne har anstrengt sig meget og dannet en national samlingsregering. Det skal de belønnes for.
Rune Lund fra Enhedslisten synes Danmark for længe siden skulle have støttet det palæstinensiske selvstyre. Han glæder sig over, at den norske regering har etableret fulde diplomatiske forbindelser med den nye samlingsregering og åbnet for økonomisk bistand.
Enhedslisten kritiserer, at EU gør den laveste fællesnævner til EU`s politik.
- Frankrig presser på, for at EU skal indtage en mere positiv holdning til den nye regering. Det er for dårligt, at det er de mest fodslæbende lande som Danmark, der får lov at sætte dagsordenen, siger Rune Lund til Arbejderen.
USA og EU kritiserer lederen af den nye palæstinensiske samlingsregering for at sige, at palæstinenserne forbeholder sig ret til 'alle former for modstand'.
- Hvis det dækker over terror mod civile, siger vi naturligvis nej, lyder det fra Rune Lund. Men det er klart, at palæstinenserne har ret til at yde modstand mod besættelsen.
Enhedslisten vil stille et spørgsmål til udenrigsminister Per Stig Møller for at få ministeren til at udtale sig om, hvor han mener grænserne går for palæstinensernes ret til modstand.
- For han kan vel ikke mene, at de ikke har ret til at kæmpe mod besættelsen? Det er jo en ret, som er fastslået af FN, lyder det udfordrende fra Rune Lund.
I Mellemøsten forsøger USA`s udenrigsminister Condoleezza Rice at overbevise de arabiske lande om, at de skal komme med indrømmelser til Israel.
For næsten fem år siden spillede Den Arabiske Liga ud med et fredsinitiativ. Landene lovede at anerkende staten Israel og garantere landet fred, hvis Israel til gengæld trækker sig tilbage til grænserne fra 1967, anerkender en selvstændig palæstinensiske stat og tillader de palæstinensiske flygtninge at vende tilbage til deres tidligere hjem og jord i Israel.
I 2002 afviste Israel planen. Nu vil Rice forsøge at få Den Arabiske Liga til at ændre planen for at gøre den mere spiselig for Israel. En vigtig ændring skal være, at de palæstinensiske flygtninge får ret til at bosætte sig i den fremtidige palæstinensiske stat men ikke inde i Israel, skriver den norske avis Klassekampen.
Onsdag og torsdag er der topmøde i Den Arabiske Liga. Forud for mødet siger ligaens generalsekretær, Amr Moussa, at man ikke har planer om at ændre fredsplanen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278