Kun ti ud af 18 i 3F`s forhandlingsgruppe i Transportgruppen stemte ja til transportforliget. Arbejdere uden tillæg bliver de store tabere
Det var med nød og næppe at der søndag kom et gennembrud på normallønsområdet. Kun ti ud af 18 i 3F`s forhandlingsgruppe i Transportgruppen stemte ja til forliget.
En af nej-sigerne var Svend Erik Christensen, formand for 3F Esbjerg Transport.
- Normallønen får mindre end de fem kroner i timen, vi gik efter. Så nytter det ikke, at en række tillæg bliver hævet, for det er ikke alle, der får del i dem. Havnearbejderne er for eksempel ikke omfattet af det tillæg på 1,65 kroner i timen, som lagerarbejderne og chaufførerne får. Det skal de se om de kan hive hjem, når de går i gang med forhandlingerne om deres egen overenskomst. Ellers må de nøjes med stigninger på timelønnen på 3,50 i år og tre kroner i 2008 og 2009, siger han til Arbejderen.
Orla Petersen, formand for 3F`s Transportgruppe og chefforhandler, betegner overenskomsten som 'acceptabel og værd at anbefale'.
- Vi fik de vigtigste krav igennem. Pæne stigninger på grundlønnen og på de forskellige tillæg, der omfatter alle eller de fleste af dem, der er omfattet af overenskomsten, siger han til Fagbladet.
De forhandlere, der mener at aftalen er god, påpeger at transportområdet har fået næsten dobbelt så meget som ved forhandlingerne i 2004. Bjarne Høpner, formand for 3F Lager, Post & Service, mener da også, at den økonomiske ramme er i orden.
- Når jeg alligevel siger nej, er det fordi jeg hellere havde set en prioritering af normallønnen fremfor en forhøjelse af tillæggene. For man skal huske, at dem der ikke får underskrevet en aftale, vil blive omfattet af en forligstekst, der tager afsæt i lønstigningerne på henholdsvis 3,50, tre og tre kroner. De bliver ladt i stikken, siger Bjarne Høpner til Arbejderen.
Per Petersen, formand for 3F Københavns Chauffører, er især utilfreds med, at normallønnen kun stiger med 9,5 kroner i løbet af de tre år, og at det ikke lykkedes at komme igennem med kravet om en toårig overenskomst i et forsøg på at vriste sig fri af de magtfulde forhandlere i Dansk Industri.
- Samlet giver forliget mindre end forventet, ikke mindst i lyset af de gyldne tider for erhvervslivet. Hvis ikke vi kan gøre det bedre nu, så kommer vi aldrig til det, mener han.
- Chaufførernes grundløn er under 100 kroner. Derfor var det absolut mindste, jeg ville sige ja til, fire kroner om året på normallønnen og en toårig aftale. Ingen af delene er blevet indfriet, forklarer formanden for cirka 4.800 chauffører sit nej i forhandlingsudvalget.
Samtidig lyder det samstemmende fra nej-sigerne, at det er uacceptabelt at man fjerner tillægget for arbejde mellem klokken seks og syv, som frem over vil blive betragtet som normal arbejdstid.
Transport-forliget:
Grundlønnen stiger 1. marts 2007 med 3,50 kroner per time. Året efter med 3,00 kroner per time og 1. marts 2009 med 3,00 kroner per time.
Der udbetales et chaufførtillæg/lagertillæg (til alle, der arbejder indenfor den normale arbejdstid). Tillægget stiger med 1,65 per time i 2007, 2008 og 2009.
Arbejdsbestemt tillæg for lagerarbejdere/ særligt tillæg for chauffører stiger med 0,20 kroner per time det første år og 0,25 kroner per time i 2008 og 2009.
Ancienittetstillæg efter seks måneders ansættelse stiger med 0,75 kroner per time hvert år.
Tillæggene for arbejde på forskudt tid, på holddrift og søn- og helligdage stiger.
Pensionsbidraget stiger i perioden til 12 procent.
Der indføres en lønmodtagerkonto, der når op på en procent af lønnen i løbet af de tre år.
Der er indført et nyt tillæg for faglærte. Det sikrer en stigning på 4.00 kroner i timen til faglærte chauffører og lagerarbejdere over de næste tre år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278