24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Huset bliver på Rådhuspladsen

Huset bliver på Rådhuspladsen

Onsdag, 28. marts, 2007, 00:00:00

Teltet foran rådhuset skal minde de københavnske politikere om, at de unge stadig mangler et hus.

Dagen efter at Ungdomshuset på Jagtvej var revet ned, blev der rejst et telt på Rådhuspladsen, et nyt ungdomshus nu hvor det gamle var væk.
Teltet er der endnu, her mere end tre uger senere, og det har åbent i døgndrift.
- Vi er her, for at politikerne ikke skal kunne undgå at se os. De skal ikke have lov til at glemme os, de skal ikke have lov til at glemme, at de unge mangler et hus, siger Oliver til Arbejderen.
Han er talsmand for 'Paladset på Ungdomspladsen', som initiativtagerne kalder det.
Mange af de tidligere brugere af Ungdomshuset kommer i teltet, som også besøges af mange andre københavnere. For det meste er teltet fuldt, ikke mindst om aftenen.
De fleste der kommer, er meget positive, fortæller Oliver, men desværre generes folkene i teltet også af højreekstremister.
Ligesom i det gamle ungdomshus danner teltet på Rådhuspladsen rammen om diverse happenings, folkekøkken og musikarrangementer. I går var der for eksempel både dansk og vegansk folkekøkken. Og på fredag er der musik fra klokken 19 til 21.
Det er også fra paladset, at der er taget initiativ til at samle penge ind til de københavnere, som uforskyldt er blevet ramt af konflikten og for eksempel har fået smadret ruder eller fået ødelagt en cykel eller bil. Indsamlingen løber frem til den 30. april. Penge kan indbetales i Jyske Bank, reg. nr. 5040, kontonr. 113992-3
Der er møde klokken 17 hver mandag i teltet, hvor kommende aktiviteter planlægges. Arrangørerne understreger, at det ikke er det samme som det tidligere mandagsmøde for ungdomshusaktivister på Jagtvej 69. Det holdes nu på Det Fri Gymnasium.
Teltet bliver stående på Rådhuspladsen, i hvert fald indtil midten af april.

Læs mere på www.123hjemmeside.dk/ungerenlever

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland