Medlemmer af Kristelig Arbejdsgiverforening godkendes til ansættelse af østeurpæiske arbejdere. Det undergraver østaftalen, siger byggefagforeninger
Drop forhåndsgodkendelse af firmaer, der ikke kan dokumetere, at de har orden i de ansattes løn- og arbejdsforhold.
Det er indholdet i en fax, som Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) modtog i går formiddags fra Byggefagenes Samvirke i København.
- På baggrund af en konkret sag har vi fået oplyst af Udlændingerservice, at en dansk arbejdsgiver er blevet forhåndsgodkendt til at ansætte polske arbejde, blot ved at henvise til medlemsskab af Kristelig Arbejdsgiverforening, forklarer Bo Rosschou, formand for Samvirkets organisationsudvalg, til Arbejderen.
Han mener, at regeringen dermed har åbnet op for omfattende lønsvindel med polsk arbejdskraft, da Kristelig Arbejdsgiverforening ingen aftaler har med overenskomstbærende fagforbund.
- Det betyder, at arbejdsgiverne ikke lever op til gældende lønaftaler på det danske arbejdsmarked, som det ellers var forudsat i Østaftalen. I virkeligheden er det et farvel til Østaftalen, mener den københavnske fagforeningsmand.
Østaftalen er fra 2004 og blev lempet i juni 2006 for at gøre det 'lettere og hurtigere at rekruttere arbejdskraft' fra de østeuropæiske EU-lande. Som noget nyt blev der indført begrebet forhåndsgodkendelse, der skulle spare arbejdsgiverne for tid. 'Men ansættelsen skal fortsat ske på overenskomstmæssige eller sædvanlige løn- og arbejdsvilkår', skriver udlændingeservice på sin hjemmeside.
Det sker blot ikke i praksis, understreger Byggefagenes Samvirke.
- Konsekvenserne af regeringens godkendelsespraksis blev afsløret så sent som tirsdag aften på TV. Her fortalte polske arbejdere om deres rystende arbejdsforhold, lyder det fra en forarget Bo Rosschou.
Arbejderne er ansat af Henrik Nissen via selskabet Forhåbningsholms Allé 13 ApS. Firmaet har opnået forhåndsgodkendelse i Udlændingeservice ved at henvise til et medlemsskab af Kristelig Arbejdsgiverforening.
Henrik Nissen har 28 polske arbejdere ansat, og flere af dem har arbejdet for ham i op til et år for 50 kroner i timen.
- Vi har regnet lidt på det og anslår, at Henrik Nissen`s lønsvindel beløber sig til op mod to millioner kroner, siger Rosschou.
Byggefagenes Samvirke opfordrer Hjort Frederiksen til at slette Kristelig Arbejdsgiverforening fra Udlændingeservices godkendelsesliste.
Byggefagenes Samvirke har ligeledes anmodet Københavns Politi om at rejse tiltale mod Henrik Nissen for brud på Udlændingelovgivningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278