Et flertal i Folketinget vil vedtage lovændring efter krav fra kapitalfondene bag TDC, så de kan trække penge ud af TDC`s firmapensionskasser
Kapitalfondene bag TDC er ikke tilfredse med at have tømt TDC for egenkapital og likvide midler. De vil også have fingre i overskuddet i TDC`s danske firmapensionskasser. Det drejer sig om 1,8 milliarder kroner, som kapitalfondene mener luner mere i deres lommer end hos dem, der pensioneres fra TDC.
Det går bare ikke efter gældende lovgivning. Men TDC har haft hele tre repræsentanter med i et udvalg nedsat af regeringen, og et forslag til lovændring er nu på vej gennem Folketinget. Det gør det muligt for 'sponsorvirksomhederne', som arbejdsgiverne kaldes i lovforslaget, at tømme pensionskasserne for eventuelle overskud.
- Men det bliver ikke med vores stemmer, lyder det fra Socialdemokraternes ordfører Frode Sørensen.
- Vi er lodret imod, at det skal være muligt for arbejdsgiverne at trække penge ud af firmapensionskasserne. Det er penge, der skal komme virksomhedernes nuværende og kommende pensionister til gode. Pensionskasser skal være helt adskilt fra virksomheden, understreger Frode Sørensen over for Arbejderen.
Sådan som lovforslaget er skruet sammen, skal en arbejdsgiver der vil trække overskuddet ud, have to tredjedels flertal på pensionskassens generalforsamling, hvis vedtægterne ikke giver bestyrelsen mandat til at træffe beslutningen. Men det er ikke nok, mener frode sørensen.
- De af pensionskassens medlemmer, der stadig er ansat i virksomheden, vil komme under voldsomt pres for at stemme for - de kan jo få at vide, at deres arbejdspladser er på spil
Frode Sørensen lægger ikke skjul på, at det ikke har gjort hans modstand mod lovforslaget mindre, at de nye TDC-ejere så åbenlyst har lobbyet for at få fingre i de tre TDC-pensionskassers overskud. Det udgør i dag 1,8 milliarder kroner, når de lovpligtige buffer-midler er trukket fra.
- Jeg har fået bekræftet i de svar, jeg har fået fra ministeren, at hvis de trækker de 1,8 milliarder kroner ud, så er der risiko for, at pensionskasserne på et senere tidspunkt ikke kan opfylde deres forpligtelser.
Ganske vist er reglerne sådan at TDC skal dække et eventuelt fremtidigt underskud i pensionskasserne. Men det er ingen garanti, mener Frode Sørensen.
- Kan du garantere mig, at der er noget der hedder TDC om ti år? Jeg kan da godt forstå, at dem der har en chance for at få fingre i de penge, er ærgerlige over at skulle vente i 40 år, til den sidste pensionist og enke er afgået ved døden. Men hvis der skal være sikkerhed for de nuværende og kommende pensionister, så må de altså bare vente, siger Frode Sørensen.
Enhedslistens Frank Aaen siger til Arbejderen, at Enhedslisten er klart imod forslaget og vil stemme imod., og også SF har udtalt sig skeptisk om lovforslaget. Regeringen har dog med opbakning fra Dansk Folkeparti flertal for forslaget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278