23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sat på jorden i nattøj

Sat på jorden i nattøj

Lørdag, 31. marts, 2007, 00:00:00

Værested for socialt udstøtte og hjemløse unge, blev stormet af politiet. De unge blev bagbundet og sat på den kolde jord i timevis

Ingen af de cirka 30 unge der bor i værestedet Gaderummet på Nørrebro har fået nogen let start på livet. Det samme gælder de mere end 100 andre, der kommer dagligt i rådgivningen og værestedet. Deres liv er ikke blevet lettere siden seks hollændervogne fyldt med politi lørdag morgen den 3. marts klokken ni kørte op foran Gaderummet og væltede ind i de unges værested.
- Det foregik unødvendigt brutalt. De unge blev hevet ud af deres senge. Mange af dem havde kun nattøj på og gik rundt i bare tæer. De fik ikke lov til at klæde sig på. De fik taget billeder fra tre forskellige sider, blev bundet med strips og blev sat i 'futtog' i en lang række ude i gården på den kolde, fugtige asfalt, fortæller daglig leder og psykolog i Gaderummet, Kalle Birck-Madsen til Arbejderen.
Herefter blev de unge kørt til stationen for at få tjekket deres papirer og afhørt. Her blev de igen sat to-tre timer på den kolde asfalt. Herefter blev samtlige 25 unge løsladt, uden at være sigtet for noget som helst.

Har det markant værre
Gaderummet er et døgnåbent sted for gadebørn og andre socialt udstødte og marginaliserede unge. Det er også et sted for almindelige unge, der er i knibe og nød. Det kan eksempelvis være unge, som enten ikke har råd til at søge psykolog, eller har dårlige erfaringer med det mere etablerede behandlingssystem.
En enkelt af de unge er helt forsvundet fra Gaderummet ovenpå den voldsomme oplevelse.
- Jeg frygter, at han tumler rundt et sted i København. Han var lige begyndt at komme her. Bare man nævnte ordet 'politi' blev han bange, siger Kalle Birck-Madsen.
Det er hans oplevelse, at mange af de unge har fået det markant dårligere efter politiets voldsomme ransagning.
- Nogle har det virkelig ad helvede til. Vi kan mærke, at de flagrer mere rundt og har svært ved at styre deres frustrationer. Vi er nødt til at starte helt forfra med at bygge de unge op igen.
- Politiet burde have stukket en finger i jorden og taget hensyn til, hvad det var for et sted de ransagede. Politiet var meget kommanderende og kostede rundt med de unge og behandlede dem som dømt på forhånd. Nogle af de unge som kommer her, har tidligere haft kontakt til politiet og prøvet at være anholdt og i håndjern. De troede det var slut med den slags, efter de kom til Gaderummet, slutter Kalle Birck-Madsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland