23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bulldozere truer Christiania

Bulldozere truer Christiania

Tirsdag, 03. april, 2007, 00:00:00

Christiania har sagt ja til statens udspil om fristadens fremtid. Men staten opfatter det som et nej, og tromler nu sin egen normaliseringsplan igennem

Regeringen vil nu udstykke og sælge alle statens bygninger på Christiania og sælge byggegrunde til privat boligbyggeri i fristaden uden at inddrage de nuværende beboere.
Det står klart, efter at regeringen i går valgte at opfatte Christianias svar på Slots- og Ejendomsstyrelsens udspil for fristadens fremtid som en afvisning.
Christianitterne mener selv, at de har sagt ja til udspillet, selvom det ikke er et ubetinget ja. Udspillet betyder blandt andet 12.000 kvadratmeter nybyggeri på Christiania, heraf en tredjedel andels- og ejerboliger, og at de nuværende boliger lægges ind i et boligselskab med åbne ventelister. Derudover skal en række boliger på voldanlægget og omkring Røde Sols Plads rives ned.
Forhandlingerne har stået på i flere år. Men samtidig har Slots- og Ejendomsstyrelsen arbejdet med en plan, hvor christianitterne ikke er med, det er den som regeringen nu forlanger sat i værk.
- Det betyder, at vi nu skal i gang med en udstykning af grunde og statsbygninger og forberedelse af nybyggeri, forklarer fuldmægtig i Slots- og Ejendomsstyrelsen, Jacob Holst til Arbejderen.
Christianitterne vil ikke frafalde de retssager om ret til fristadens områder, som de har anlagt mod staten. Deres andre forbehold er et krav om førstekøbsret i forhold til salg af området omkring Røde Sols Plads og en afvisning af at opgive det nuværende demokrati med fællesmøder.
Det er de forbehold, der får Slots- og Ejendomsstyrelsen til at opfatte fristadens ja som et nej. Især fastholdelsen af retssagerne er faldet styrelsen for brystet.
- Ophævelse af retssagerne var en af de helt centrale betingelser i aftalen. Det er jo absurd at forestille sig, at man er i gang med at udmønte en model den ene dag og mødes i Landsretten den anden, siger Jacob Holst.
Modsat mener Christianias advokat Knud Foldschack, at Christiania har vist stor tillid ved at acceptere aftalen.
- Problemstillingen med retssagerne kan løses gennem et forløb, der gør at christianitterne bliver trygge. Man behøver ikke at gøre det til et konfliktpunkt. Via konfliktløsning kan sagerne gøres overflødige, siger Foldschack til Politiken.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland