23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rederier slipper for skat

Rederier slipper for skat

Tirsdag, 03. april, 2007, 00:00:00

VC-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale har vedtaget nye skattelettelser til Mærsk og de andre rederier

Fremover skal Mærsk og de andre store danske rederier betale endnu mindre i skat, end de allerede gør i dag.
Det blev resultatet, da VC-regeringen i fredags indgik en aftale med Dansk Folkeparti og Radikale om den såkaldte tonnageskat.
Ifølge Børsen betyder aftalen blandt andet, at den fortjeneste, som danske rederier opnår ved salg af skibe, bliver helt skattefri.
I forvejen er beskatningen af rederiernes profitter blevet lempet kraftigt gennem flere år. Rederierne betaler nemlig ikke skat af den reelle indtægt, som fragtskibene sejler hjem til rederiet. De betaler derimod kun en fast afgift, der er afhængig af skibets størrelse, den såkaldte tonnageskat.
Rederierne har således stort set ikke betalt noget i skat af de enorme fortjenester, de har hentet på stigende fragtpriser og øget fragtmængde i de sidste år.
Men ifølge erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen er det nødvendigt at give rederierne yderligere skattelettelser, for at forhindre at de udflager til mere favorable himmelstrøg:
- Vi bliver konkurrencedygtige i forhold til de nationer, vi konkurrerer med og det betyder, at vi kan få flere skibe under dansk flag, forklarer han.
Formanden for Dansk Rederiforening Torben Janholt, der er administrerende direktør i rederiet J. Lauritzen A/S, er kisteglad for de nye skattelettelser. Og han lover nu at udflage færre skibe som tak:
- Konkret har mit eget rederi J. Lauritzen A/S over 30 skibe i ordre til levering i de kommende år, og en større del end hidtil vil jeg nu kunne sætte under dansk flag til gavn for beskæftigelsen både på skibene og i rederikontoret, siger Torben Janholt.
De danske rederier har i øjeblikket afgivet bestilling på bygning af i alt 297 nye store fragtskibe. Det svarer til en samlet investering på omkring 81 milliarder kroner. Det skriver Erhvervs- og Økonomiministeriet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland