23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Maraton-landsmøde i SUF

Maraton-landsmøde i SUF

Onsdag, 11. april, 2007, 00:00:00

Rekordstort landsmøde i SUF bød på både politik og drama

Der blev ikke sovet meget, da Socialistisk UngdomsFront, SUF, i påsken holdt sit hidtil største landsmøde i Svendborg på Fyn.
De godt 150 unge delegerede havde et stramt program i det fire dage lange landsmøde.
- Vi ville gerne have længere tid til at debattere. Derfor var landsmødet dobbelt så langt som det plejer, forklarer Daniel Panduro, som i påsken blev nyvalgt til SUF`s kollektive ledelse.
Hovedemnet for landsmødet var køn og feminisme, som blev diskuteret i arbejdsgrupper og under teoretiske oplæg. Temaet fik også betydning for den organisatioriske debat, hvor et forslag om kønskvotering i SUF`s ledelser var til afstemning. Forslaget faldt med snævert mindretal.
Derudover vedtog ungdomsorganisationen en arbejdsplan for to kommende kampagner.
- Hvis det bliver et nej til overenskomsten står vi klar med en faglig kampagne. Og til skolestart har vi planlagt noget om miljø. Men lige nu har vi travlt med vores globaliseringskampagne, som løber frem til G8 topmødet i juni, fortæller Daniel Panduro.
De unge socialister nøjedes ikke med at snakke under landsmødet. Fredag blev et stormagasin i Svendborg by besat under parolen 'fristeder alle steder'.
- Det er en tradition at vi laver en aktion under vores landsmøder. Denne gang var det ganske fredeligt, og ingen blev anholdt, siger Daniel Panduro.
Landsmødet forløb dog ikke uden dramatik. Under mødet blev det afsløret at en gruppe medlemmer, som også er organiserede i foreningen Socialistisk Standpunkt, har arbejdet mod SUF`s grundlag.
- Da vi kom hjem fra aktionen i storcenteret fandt vi nogle interne papirer fra Socialistisk Standpunkt, hvoraf det fremgik at de ikke tilsluttede sig programmet. Samtidig har de i flere år arbejdet for at hverve medlemmer i gennem SUF, siger Daniel Panduro.
Som reaktion indstillede landsmødet til den nyvalgte ledelse, at Socialistisk Standpunkt skal eksluderes fra SUF.
Alligevel frygter Daniel Panduro ikke, at arbejdet som nyvalgt ledelsesmedlem skal drukne i interne stridigheder.
- SUF har aldrig været så meget i fremgang som nu. Det engagerer, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland