22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjorten vil ikke røre en finger

Hjorten vil ikke røre en finger

Onsdag, 18. april, 2007, 00:00:00

Beskæftigelsesministeren vil ikke gribe ind mod illegal arbejdskraft i staten. Ufatteligt at ministeren ikke tager konsekvensen af de skandaler, der har været, mener Bo Rosschou

af Hans Brinkmann
Trods talrige eksempler på plat og svindel med statskontrakter, der bliver udført af illegal og/eller underbetalt udenlandsk arbejdskraft, så vil beskæftigelsesministeren ikke gribe ind og sikre at underleverandører for fremtiden har ordnede vilkår for deres ansatte.
Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesministeren til Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører.

Ikke behov for tiltag
Jørgen Arbo-Bæhr har spurgt, hvad ministeren vil gøre for at forhindre, at virksomheder, der leverer til staten, bruger illegal arbejdskraft.
'Jeg finder ikke, at der på det foreliggende grundlag er behov for tiltag fra min side', lyder svaret fra ministeren.
Det fremgår ellers af svaret, at det både er lovligt og i overensstemmelse med udbudsdirektivet, hvis staten i en kontrakt forlanger at se dokumentation for de ansattes lønvilkår og en arbejdstilladelse, hvis der er tale om udlændinge. Men om denne mulighed skal bruges overlader ministeren helt til den enkelte institution.
- Nu er staten lige blevet tørret for 2,5 mil. kr. i Nyboder fordi Forsvarsministeriet ikke havde styr på tingene. Der var sagen om illegal arbejdskraft der gjorde rent i et ministerium, og der er mange andre eksempler. Det er helt ufatteligt, at ministeren ikke tager konsekvensen af de sager, der har været, siger Bo Rosschou, Byggefagenes Samvirke i København.
- Der må simpelthen laves en instruks til alle ministerier og styrelser og institutioner, som staten har med at gøre. Det må slås klokkeklart fast, at virksomheder der skal levere til staten skal have orden i sagerne og køre efter den danske model, siger han.

Ligeglad minister
Beskæftigelsesministeren er mere optaget af at få udfaset østaftalen, han bliver mere og mere ligeglad med underbetaling og udnyttelse af østarbejdskraft, mener Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten.
- Jeg er meget forundret over at Claus Hjort er så afvisende. Det ville ikke være særligt krævende at forlange, at dem, der arbejder for staten, skal have orden i sagerne. Det ville være et signal om, at man er klar til at lukke hullerne for plat og svindel. Men staten ser blot til, selvom den sagtens kunne gribe ind, siger han.
- Vi har set det ene eksempel efter det andet, hvor der er blevet misbrugt udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med kontrakter med staten. Det burde få en ansvarlig minister til at sige, at i det mindste i staten trutter vi med ren tøv. Det er vel den første forudsætning, hvis man vil have andre til at følge lovgivningen, det er for slapt, siger Jørgen Arbo-Bæhr.
- Selvom problemet med illegal arbejdskraf er kommet helt ind over dørtærsklen i ministerierne, så er svaret bare en gang la-la, det skal nok gå alt sammen.
- Problemet vokser og fagbevægelsen efterlyser skærpet indsats fra myndighederne, men beskæftigelsesministeren er mere og mere ligeglad med misbrugen af udenlandsk arbejdskraft. I stedet er han mere optaget af at komme af med østaftalen, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Artiklen hentet fra www.eufagligt.dk. Her kan man også læse om det møde, som blev afholdt i Aalborg af Velfærdsinitiativet (se 'Truer østarbejderne velfærden').

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland