Der er ikke de store ben i de straffesager, som Københavns Politi for øjeblikket ekspederer på samlebånd. Det mener politiassessoren, der forbereder sagerne
Der er travlt i afdelingen for organiseret kriminalitet på Politigården i København.
Gennem telefonen kan man fornemme, hvordan bunkerne på politiassessor Erik Hjelms skrivebord hober sig op.
- Indtil videre har vi valgt at fastholde samtlige sigtelser mod de anholdte og mod de varetægtsfængslede. Det er rigtig mange sager, siger han til Arbejderen.
I alt blev 852 anholdt i ugerne efter rydningen af Ungdomshuset, heraf blev cirka 200 varetægtsfængslet. Men politimanden, der skal forberede de mange sager til retten, lader sig ikke afskrække af de høje tal.
- Der er tale om forholdsvis banale, ikke komplicerede sager. Det er nogle unge, der har sat ild til noget eller kastet sten mod politiet. Det er rigtigt, at nogle mener de er tilfældige forbipasserende, som blev anholdt uden grund og er uskyldige. Det må stå for deres egen regning, lyder det fra politiassessor Erik Hjelm fra Københavns Politi.
Dyngerne på hans skrivebord er så småt ved at blive mindre. Politiet har på tidspunktet for samtalen sendt tiltale ud i ti sager.
Der findes ikke konkrete krav til, hvor hurtigt politiet skal have afsluttet sin efterforskning. De skal bare behandles inden for en 'rimelig tid', fastslår retsplejeloven.
- For øjeblikket er vi i gang med at vurdere, om vores beviser holder til en egentlig tiltale. Vi gennemser især optagelser fra TV2 News og politiets egne filmoptagelser, fortæller politiassessoren til Arbejderen.
Han ser ingen problemer med at bruge klip fra actionprægede tv-kanaler, der meget fokuserer på vold og konfrontation.
- Jeg kender godt det psykologiske vidneeksperiment med den røde brandbil, der tager al opmærksomheden mens røveren går i banken. Men det har jo ikke noget med Nørrebro at gøre. Det der er i fokus, er jo virkeligheden. Ifølge retsplejeloven kan anklagemyndigheden føre alle former for bevis. Forsvarerne kan jo også komme med deres optagelser fra TV Stop eller Tv-tv, som vi måske vil synes er tendentiøse. Men anklagemyndigheden skal jo være objektive. Og vi bliver jo også holdt i skak af dommerne, forklarer Erik Hjelm.
- Det er da muligt, at klip kan aflede opmærksomheden. Omvendt er vi selvfølgelig ikke interesserede i at fængsle uskyldige og efterfølgende lide nederlag i retten. Så hellere lukke folk ud med det samme.
Samtlige sager efterforskes i politiets afdeling for organiseret kriminalitet. Men det skal man ikke tænke for meget over.
- Det betyder ikke, at alle urolighederne var planlagt og organiseret. Årsagen til at det er vores afdeling, der skal forfølge sagerne er bare udtryk for en beslutning, der er truffet, forsikrer Erik Hjelm.
Straffeloven
De anholdte efter Ungdomshuset blev ryddet er hovedsageligt sigtet efter følgende paragraffer:
Paragraf 119: Vold mod tjenestemand i funktion. Kan straffes med bøde eller fængsel i indtil otte år.
Paragraf 134 a: Forstyrrelse af den offentlige orden. Kan straffes med både eller fængsel indtil et år og seks måneder.
Paragraf 181: Forvoldelse af ildebrand på fremmed ejendom. Kan straffes med bøde eller fængsel indtil seks år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278