EU-kommissionen kræver, at apotekernes monopol skal brydes og at medicin-tilskuddet også skal udbetales hvis man køber ind på et udenlandsk apotek
Nu skal salg af medicin i Danmark liberaliseres, så også udenlandske apoteker får adgang til det lukrative marked.
Det mener i hvert fald EU-Kommissionen, der netop har taget første skridt til en retssag mod den danske regering på grund af det såkaldte apotekermonopol.
Det er faldet EU-kommissionen for brystet, at danske patienter kun kan få udbetalt deres medicintilskud, hvis de handler på et dansk apotek. Det er i strid med EU`s indre marked, mener Kommissionen og kræver, at tilskuddet kan tages med, hvis man køber ind på et udenlandsk apotek.
Det er Venstres EU-parlamentariker, Karin Riis Jørgensen, der har foranlediget sagen, i et nært samarbejde med det hollandske internet-apotek, Euromedin.
- Kommissionen lader befolkningernes sundhed vige for hensynet til EU`s indre marked, siger Ditte Staun, talsperson for Folkebevægelsen mod EU.
- Der er ingen tvivl om, at de danske apoteker sikrer forbrugerne langt bedre end adskillige andre medicin-forhandlere i EU. De har en høj grad af faglig kompetence, der blandt andet betyder, at de hvert år finder mange tusinde fejl i lægernes recepter, forklarer hun og opfordrer den danske regering og Folketinget til at afvise EU`s forsøg på at diktere danske medicintilskudsregler.
Ifølge sundhedsministeren finder - og retter - danske apoteker hvert år 100.000 receptfejl.
Hidtil har sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen afvist at ændre de danske regler for medicintilskud.
I et svar til sin partifælle i EU-parlamentet argumenterer Løkke Rasmussen sidste år med, at en liberalisering vil være en risiko for patientsikkerheden, dels på grund af sprogproblemer, dels på grund af faren for forfalsket medicin.
Det skal nu vise sig, om sundhedsministeren og VC-regeringen tør stå fast på disse holdninger.
Første skridt
Ifølge juraprofessor Kirsten Ketcher er EU`s angreb på det danske apotekermonopol kun første skridt i en lang række af kommende EU-retssager mod det danske sundhedsvæsen.
- Det danske sundhedsvæsen bygger tlsyneladende i stor udstrækning på, at de danske skattekroner, som betaler en stor del af sundhedsvæsenet, ikke skal bidrage til indtjening i virksomheder i andre EU-lande, siger Kirsten Ketcher til Jyllands-Posten.
- Men i EU vil man sikre varernes frie bevægelighed, og de danske rregler modarbejder netop den frie bevægelighed.
Ifølge Kirsten Ketcher vil EU også på længere sigt kræve, at receptpligtig medicin kan sælges af forskellige butikker og ikke kun apoteker, ligesom det begrænsede frie valg af læge, vil blive angrebet, vurderer hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278