22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ansatte tier af frygt for repressalier

Ansatte tier af frygt for repressalier

Lørdag, 21. april, 2007, 00:00:00

To ud af tre magistre tør ikke tale om kritisable forhold på deres arbejdsplads. Naturlig loyalitet, mener arbejdsgiverforening

Ytringsfriheden har ringe vilkår på de danske arbejdspladser, viser en ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening.
Kun hver tredje højtuddannede i det offentlige ville gå i pressen med kritisable forhold på arbejdet, selvom de gentagne gange havde forsøgt at råbe ledelsen op. De frygter at for megen åbenhed vil føre til repressalier og fyring.
De offentligt ansatte har ellers i følge forvaltningsloven både ret og pligt til at ytre sig om kritisable forhold, og til at gå til pressen, hvis ledelsen ikke lytter.
- Men de ansatte ved ikke, hvad de må sige. Problemet er, at der mangler retningslinier for ytringsfrihed i det offentlige, siger Peter Grods Hansen, formand for Dansk Magisterforenings offentligt ansatte, til Arbejderen.
I det private ser situationen endnu værre ud. Her tør syv ud af ti ikke udtale sig offentligt om deres arbejdsplads. Det skyldes, ifølge Dansk Magisterforening, arbejdsgivernes ret til at fyre ansatte, som udtaler sig illoyalt.
- Vores privatansatte medlemmer er simpelt hen ikke tilstrækkeligt juridisk beskyttede, hvis de ytrer sig offentligt, siger formand for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage.
Magisterforeningens undersøgelse er starten på en kampagne for bedre ytringsfrihed på arbejdspladsen. I kampagnen vil magistrene netop kæmpe for, at de privatansatte får den samme juridiske beskyttelse som de offentlige, når de ytrer sig.
Men det er en dårlig idé, mener Dansk Arbejdsgiverforening, DA.
- Vi har i Danmark en tradition for udstrakt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Hvis medarbejderne får ret til at optræde illoyalt over for virksomhederne, vil det sætte den udvikling generationer tilbage. Det er kun når det drejer sig om virksomhedens interesser, at der er begrænsninger, siger ansættelsesretschef i DA, Flemming Dreesen.
De privatansattes manglende ytringsfrihed kan føre til, at alvorlige misforhold på arbejdspladserne holdes skjult for offentligheden, advarer Dansk Magisterforening.
- Det er problematisk, da mange vigtige samfundsopgaver er blevet privatiseret gennem de seneste år - uden at ytringsfriheden er fulgt med, fastslår Ingrid Stage.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland