De er parat til at strejke for deres krav, hvis de altså måtte strejke. Men i hvert fald er lærlingene klar til kamp, understreger Allan Mortensen og Kim Kramer fra 3Kroner Ung
Det er helt til grin, at lærlingene ikke får mere end godt tre procents lønstigning om året ifølge det nye forslag til overenskomst. Selvfølgelig skal der stemmes nej.
Sådan lyder den klare melding fra Allan Mortensen og Kim Kramer, der begge er i murerlære og aktive i 3Kroner ungdom/lærlingeklub. Klubben hører under Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København. Klubbens navn henviser til at fagforeningen har til huse i Trekronergade i Valby.
- Det er for lidt med cirka to kroner mere i timen, det er jo næste ingen penge, konstaterer Allan Mortensen.
- Slet ikke i kontrast til direktørernes løn som steg 16 procent sidste år, De skulle ellers foregå os andre med at godt eksempel og gå ned i løn, indskyder Kim Kramer.
Forældet ordning
Han ser de nuværende lærlingelønninger som en gammeldags ordning, et levn fra en svunden tid.
- Det er fra dengang man startede i lære som 13-årig. Nu er man ældre, før man kommer i gang. Selv er jeg 25 år i dag, hvor jeg er i lære på sidste år. I den alder kan man jo sagtens have både kone og børn, det passer ikke lige til en løn på 86 kroner i timen, som jeg har nu. De fleste er da også enige i, at lærlingene får for lidt i løn.
Lærlingeklubbens medlemmer har de seneste måneder været aktive for at skabe opmærksomhed om deres lønkrav og få folk til at stemme nej. Udover diskussionerne på skolerne har de været ude på de fleste københavnske byggepladser og sat plakater op med deres krav. Og de har lavet happenings foran det fornemme hotel D`Angleterre og Det Kongelige Teater med krav om at komme med til de riges lønfest. Og i torsdags var klubben med i lønfesten foran Industriens Hus på Københavns Rådhusplads.
Kravet fra de unge er en forhøjelse af lærlingelønnen med ti kroner i timen. Det vækker vrede, at resultatet er så langt fra kravet, i en tid hvor der er opsving i samfundet.
- Vi er klar til at strejke, hvad vi jo ikke må, men vi er i hvert fald klar til at kæmpe for mere i løn, siger Allan Mortensen.
Han oplever 100 procents opbakning til at stemme nej blandt klubbens omkring 50 medlemmer. Ude på skolerne, blandt dem der ikke er medlemmer af en fagforening, er der mere usikkerhed.
- Nogle ved ikke hvad en overenskomst er. Men når man forklarer det, er de fleste enige i, at det er for lidt vi får, uddyber Allan Mortensen.
Begge de to lærlinge mener, at det er meget sandsynligt, at murerne vil stemme nej til overenskomsten. De er mere usikre på, hvad der sker, når forligsmanden går ind og sammenkæder alle resultaterne. Allan Mortensen mener stadig, at der er mulighed for et nej trods de udemokratiske sammenkædningsregler, mens Kim Kramer mener, at det ender med et ja.
Mangel på lærepladser
Udover de lave lønninger er manglen på praktikpladser også med til at øge utilfredsheden blandt lærlingene.
- Det er med til at gejle stemningen op, konstaterer Allan Mortensen.
- Der er mange, som ikke kan få lærerplads - ikke mindst indvandrere. En af mine kammerater ringede op om en læreplads. Men de sagde direkte til ham, at de ikke tager imod perkere, fortæller han med slet skjult harme i stemmen.
Allan Mortensen er ny på uddannelsen og går i øjeblikket på grundforløbet på Teknisk Skole Glostrup. Om to måneder skal han ligesom sine klassekammerater starte i lære. Af de i alt 12 i klassen er der stadig fire til fem som mangler en praktikplads.
- I den anden klasse er det meget værre, der er 20 elever, men det er vist kun to som har fået en plads.
Praktikpladsmanglen er også noget af det, som klubben har beskæftiget sig med. For eksempel var nogle af dens medlemmer med til at besætte Dansk Byggeri i efteråret, i protest mod udtalelser fra arbejdsgiverne om at dem der manglede lærepladser i København, bare kunne tage en læreplads i Jylland. Sagde de nej til det, kunne de vinke farvel til uddannelsen.
- Efter vores aktion trak de det tilbage igen, de sagde det aldrig havde været på tale. Men vi har jo avisartiklen, hvor de sagde det, fortæller Kim Kramer.
3Kroner Ung var også med i begge de to store velfærdsdemonstrationer sidste år den 17. maj og 3. oktober.
Flere unge skal ind
Der er omkring 15 unge som er aktive i klubbens arbejde. Kim Mortensen og Allan Kramer kunne godt tænke sig, at der var flere, men mange unge kan ikke lige se, hvorfor de skal være aktive i en fagforening.
- Jeg vidste heller ikke at klubben var der, før jeg selv fik problemer på skolen, siger Kim Mortensen.
- Jeg havde lige meldt mig ind i fagforeningen for en sikkerheds skyld og gik så ned i 3F Ungdom. De fortalte mig om Trekroners lærlingeklub. Det er spændende og sjovt at være med til at skabe nye ting og få indflydelse.
- Men mange unge har den holdning, at fagforeningen skal ordne det hele for dem. De brokker sig, men glemmer, at fagforeningen er dem selv, tilføjer Kim Kramer.
For dem begge har det, at de kendte ældre som er fagligt aktive, betydet noget for deres egen beslutning om at melde sig ind. De har ikke nogen enkelt løsning på, hvad fagforeningerne kan gøre for at få flere unge medlemmer. Men Allan Mortensen slutter snakken med at komme med et par bud på, hvad der skal til.
- Nogle af de gamle, der sidder i fagforeningerne i dag, skal ud, og så skal der flere unge mennesker ind. For mange fagforeningsfolk er det for længe siden, at de har været ude i erhvervslivet. De ved for eksempel ikke, hvordan forholdene er for lærlinge i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278