Ahmet Demir tror ikke på lange sagsbehandlinger og faste kontortider. Arbejdet med unge med sociale og kulturelle problemer kræver handling, fleksibilitet, respekt og ikke mindst ærlighed

- De unge har mit telefonnummer og kan ringe, hvornår det skal være.
Det siger Ahmet Demir, der er leder af 'Blæksprutten', Hvidovre Kommunes tilbud til unge med sociale og kulturelle problemer.
- Hvis det er en akut situation, rykker jeg ud, om så det er min kones fødselsdag, siger han og tilføjer, at de unge så til gengæld også respekterer, at de kun skal ringe, hvis det virkelig brænder på.
- Fleksibilitet er nødvendigt, når man arbejder med vores målgruppe, siger han.
- De fleste unge, der kommer i Blæksprutten, har en negativt syn på pædagoger. De er vant til at tænke på pædagoger som nogle, der bare vil fjerne dem fra deres hjem eller blande sig i deres liv. De har brug for at opleve, at der er nogle voksne, der virkelig er der for dem.
At skabe et tillidsforhold til de unge er en lang og hård kamp. For det meste lykkes det ved hjælp af menneskelig kontakt og masser af tid.
- Det kræver, at man viser respekt. Det er ikke nok, at man siger 'det kan jeg godt forstå' til dem. Hvis man ikke respekterer dem som personer, gennemskuer de det let.

Involverende og kritisk pædagogik
Ahmet Demir er blandt andet uddannet pædagog og familieterapeut. Den pædagogik, der benyttes i Blæksprutten, kalder han for involverende, kritisk pædagogik eller konfrontationspædagogik.
Med udgangspunkt i sine erfaringer fra 'Blæksprutten' har han skrevet bogen 'De forbandede unge' om denne specielle form for pædagogik.
- Konfrontationspædagogik handler først og fremmest om ærlighed. De unge skal lære at sætte ord på deres problemer og det er vigtigt at de såvel som jeg selv og de andre pædagoger melder klart ud. Hvis problemet for eksempel er mellem en pige og hendes stedfar, så skal de to mødes og konfronteres med problemets kerne med mig eller en anden fra 'Blæksprutten' som mægler.

Blæksprutten
Ahmet Demir har været med lige siden 'Blæksprutten' blev oprettet som projekt i 1989. Oprindeligt var institutionen kun for drenge mellem 12 og 16 år, men siden 2005 har institutionen også været åben for piger.
For at en ung kan få hjælp i 'Blæksprutten' kræver det en henvisning fra kommunens visitationsudvalg. Den unges sagsbehandler skal lave en §50 undersøgelse, hvor den unge og familiens eventuelle behov for støtte undersøges, og udarbejde en handleplan for den unge.
- Det startede i 1987, fordi beboere og SSP-samarbejdet (skole, socialforvaltning og politisamarbejdet) i Avedøre Stationsby begyndte at opleve problemer med en gruppe unge drenge, hovedsageligt med anden etnisk baggrund end dansk. I august 1991 blev projektet til en permanent institution, der er åbent for alle unge med problemer, ikke kun unge med indvandrerbaggrund, fortæller Ahmet Demir.
Der er cirka 60 familier tilknyttet 'Blæksprutten'. Kun en lille del af familierne har indvandrerbaggrund, og de kræver af og til nogle andre indgangsvinkler, end man bruger i den traditionelle tænkning indenfor området.
- Jeg har for eksempel oplevet, at jeg var nødt til at være meget direkte og konfronterende overfor en mor, for at få hende til at gribe ind overfor et af hendes børn, der slog et andet af børnene. Det kan godt være, at det er uetisk og upædagogisk - men det virker, siger han og giver endnu et eksempel:
- Jeg forventer af mine medarbejdere, at de er anstændigt påklædt, når de skal hjem til en indvandrerfamilie. Nogle socialarbejdere bliver provokerede over, at jeg foretrækker noget tøj frem for noget andet, men det nytter ikke noget at tage hjem til en indvandrerfamilie i en nedringet kjole eller et par bukser med huller i. Det gør det bare sværere for dem selv. Jeg kræver ikke dyrt mærketøj, jeg plejer at sige, at de kan tage i Bilka og købe noget nyt tøj for en halvtredser.

Forstå kulturen
Det er ikke nok med personligt overskud og en god uddannelse, for at trænge ind til indvandrerforældre. Det kræver også autoritet.
- Og så er det vigtigt at kende til kulturen blandt de mennesker, man arbejder med og respektere deres personlighed og normer, mener Ahmet Demir og uddyber:
- Selvfølgelig har jeg ikke et indgående kendskab til kulturen blandt alle de nationaliteter, vi har med at gøre i 'Blæksprutten', men det er heller ikke det, det handler om. Det handler om i hver enkelt situation, at forstå kulturen i den familie man sidder med. Man skal være menneskekender og man skal gide dykke ned i det enkelte menneskes kultur.
- Jeg har lært den danske kultur at kende hjemme i stuen ved Lis, Jens, Per og hvem jeg nu ellers har arbejdet med. Mange danske socialarbejdere spørger mig, hvordan de dog skal lærer indvandrernes kultur at kende. Jeg kan kun svare, at man ikke lærer kultur ved at læse tykke bøger men for eksempel hjemme i stuen ved Ali, Isra og Muhamed.
I 'Blæksprutten' vælger man at se ressourcer og muligheder i familierne i stedet for at se familierne som en hindring for den unges udvikling. Derfor foregår meget af arbejdet i de unges hjem frem for i institutionen.
- Det er måske noget af det, der adskiller os fra andre institutioner, og så det, at vi er mere handlingsorienterede, siger Ahmet Demir.
Han synes, at der indenfor fagområdet bruges for meget tid på ord og for lidt på handling.
- Jeg synes ofte, at socialarbejdere er nogle brokhoveder. De bruger for meget tid på at brokke sig over Anders Fogh og Pia Kjærsgaard. Selvfølgelig har pædagoger og socialarbejdere ikke verdens bedste vilkår, men vi må forsøge at benytte de vilkår, vi har, så godt som muligt overfor vores målgruppe. Det handler om at skabe forandrings- og udviklingsmuligheder for dem, så de kan blive en del af fællesskabet.

Tyrkertro
Ud over at være leder af 'Blæksprutten' er Ahmet Demir integrationskonsulent, familieterapeut, en ivrig debattør i medierne og opstillet på liste T, tværsocialistisk liste, i Hvidovre kommune.
Man kunne få det indtryk, at det er Ahmet Demir selv, der er en blæksprutte med sine otte arme dybt begravet i alle former for samfundsanliggender: kultur, socialpolitik, uddannelse og integrationsproblematikken.
- Jeg har min tyrkertro, siger Ahmet Demir grinende og henviser til, at han er født og opvokset i Tyrkiet.
- Og den tyrkertro er, at alle mennesker har et potentiale. Så længe jeg er på jorden, bliver jeg nødt til at kæmpe for, at de får lov til at udnytte det potentiale.
Derfor tager Ahmet Demir i sin 'fritid' rundt på institutioner, i kommuner og foreninger som oplægsholder, konsulent og mægler. Han tilbyder foredrag om blandt andet forebyggende og opsøgende arbejde, integration af flygtninge og indvandrere, utraditionelle socialpædagogiske strategier og konfliktløsning.
- Jeg tror på, at det er muligt at minimere vold, kriminalitet og kulturelle sammenstød i samfundet, hvis bare man griber ind tilstrækkeligt tidligt i de udsatte børns liv. Problemet er bare, at der først bliver sat ind, når symptomerne på problemerne begynder at vise sig, beklager Ahmet Demir.
- Når de unge kommer i 'Blæksprutten' er det jo allerede gået skævt i deres liv og det kunne man have forebygget, hvis man havde været opmærksom på dem allerede fra starten af deres liv. Hvis sundhedsplejersken havde slået alarm under graviditeten, eller de havde gjort noget i vuggestuen.
Han mener også, at en tidlig og kontinuerlig indsats ville kunne betale sig økonomisk frem for en anbringelse udenfor hjemmet senere i livet.
- Det er ikke fordi, jeg er fuldstændig imod tvangsfjernelser, men det går hårdt ud over forældrenes evne til at være mor og far, hvilket i den sidste ende kan skade barnet yderligere, forklarer Ahmet Demir.

Os og dem
- Alle mennesker har nogle evner, som vi har brug for i samfundet. Desværre er der bare nogle grupper af mennesker, der bliver sortere fra og dermed marginaliserede, mener Ahmet Demir.
- Der er nogle selektionsmekanismer i samfundet, der forhindrer grupper af mennesker i at udnytte deres potentiale. For eksempel er skolesystemet indrettet sådan, at alle kan følge med sådan cirka til syvende klasse. Derefter bliver mange arbejderbørn, børn af socialt udsatte og børn af indvandrere sorteret fra. Det sker, fordi sproget ændrer sig fra dagligdagssprog til et intellektuelt sprog. Pludselig kræves det, at børnene skal forholde sig til abstrakte størrelser som for eksempel demokrati, siger Ahmet Demir og kommer med et eksempel fra sit eget liv:
- Jeg kommer selv fra en arbejderfamilie og hvis jeg i syvende klasse kom hjem med en opgave om demokrati, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle skrive. Hvis jeg spurgte min far, ville han svare, at gud har skabt jorden og nu er det statsministeren, der styrer den, så det skulle jeg ikke bekymre mig om. I modsætning hertil ville en middelklassefamilie nok sætte sig rundt om køkkenbordet efter lørdagsindkøbsturen og snakke begrebet demokrati igennem med deres barn, der derfor var rustet til at skrive en god stil om det.
Ahmet Demir mener, at dette går ud over både danske børn og børn af indvandrere.
- Man kan ikke kræve af arbejder- og indvandrerbørn, at de indretter sig efter den middelklassekultur, der hersker i det danske skole- og institutionssystem.
- I stedet må vi tilpasse skolerne og institutionerne så de kan rumme de grupper, der falder udenfor. Alternativet er, at de bliver marginaliserede, og hvis vi ikke ændrer på det, frygter jeg, at det går galt, lyder det fra en bekymret Ahmet Demir.
- Samtidig er de unge indvandrere udsat for en 'os og dem' tænkning. Den hersker i samfundet, fordi magthaverne har gennemskuet, at man bare skal skyde på de svageste i samfundet for selv at beholde magten.
- Vi er lige nu i gang med at producere nogle samfundsborgere, der hele tiden er i konflikt med samfundet. De føler ingen tilknytning til samfundet og de føler ikke, at de har noget at miste, fordi de i forvejen er stemplet som terrorister eller kriminelle af samfundet. Det er den slags, der kan føre til, at de får sympatier for yderligtgående religiøse grupper, og det finder jeg yderst bekymrende, understreger Ahmet Demir.

Generationskonflikt
Hvis man vil hjælpe integrationen af flygtninge og indvandrere på vej, er det ikke nok at tage fat i de unge. Man bliver nødt til at have deres forældre med.
- De unge bliver meget påvirkede af deres forældre, så hvis forældrene engagerer sig i samfundet har det en god indvirkning på børnene, mener Ahmet Demir. Derfor underviser han også på en forældrehøjskole for etniske minoriteter.
- Der er masser af indvandrerforældre, der hungrer efter information om, hvordan de skal opdrage deres børn. De vil gerne vide, hvordan de skal håndtere de konflikter, de står overfor.
Et af problemerne kan være generationskonflikten mellem indvandrerforældre og deres børn, der er opvokset i Danmark.
- Når der er stor forskel på opvækstvilkårene for forældre og børn, kan det give voldsomme konflikter. Jeg prøver at mægle mellem parterne. De skal ikke forsøge at blive ens, til gengæld skal de prøve at acceptere deres forskelligheder, forklarer Ahmet Demir.
- Problemet opstår hovedsageligt, når forældrene isolerer sig i deres lejlighed. Så gælder det om at åbne op for deres oplysnings- og oplevelseskanaler, forklarer han.
- Men generationskonflikter er ikke kun for sorte mennesker, det er et alment menneskeligt spørgsmål. Det er den samme konflikt, der var mellem forældre, der voksede op i 1950`ernes Danmark og deres børn, der var unge i 1970`erne.
Desuden er konflikten slet ikke så stor, som den bliver fremstillet i medierne, understreger Ahmet Demir.
I medierne får man den opfattelse, at alle indvandrerfamilier er meget kollektivt orienterede og tænker på familien før individet, men det stemmer ikke overens med virkeligheden, mener han.
- Min oplevelse er, at indvandrerfamilier generelt har bevæget sig meget fra den kollektive tænkning til en individuel tænkning, siger Ahmet Demir.
- Nogle bekymrer sig for, at det er assimilation, og mener ikke, at indvandrerfamilier bare skal blive som danske familier. Jeg synes det er positivt, for alle mennesker og alle kulturer har brug for at udvikle sig, slutter den engagerede pædagog.