¤¤Det forhåndenværende Søm¤¤ går i år til topforhandlerne bag Industriforliget for at have ¤¤glemt¤¤ mærkbare forbedringer for skifteholdsarbejdere
- Det kan ikke nytte noget, at man med skiftehold nedslider folk, så de ikke kan holde til et helt arbejdsliv. Og her har Børge Frederiksen og modparten ikke opnået et tilstrækkeligt godt resultat ved overenskomstforhandlingerne.
Med disse ord overrakte Freddy Ridderhaugen, formand for Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere, i går gruppens årlige arbejdsmiljø-smædepris 'Det Forhåndenværende Søm', til en repræsentant for Industriforligets topforhandlere.
Det var nu ikke Børge Frederiksen, 3F`s Industrigruppeformand og topforhandler i CO-industri, der selv tog imod prisen, Han var optaget af andre uopsættelige opgaver, så det var 3F`s næstformand Steen Andersen, der måtte agere 'stand-in'.
- Men det er vel også meget passende, for jeg har jo det overordnede ansvar for forbundets indsats for arbejdsmiljøet, kvitterede Steen Andersen. Han vil godt indrømme, at forbedringerne for skifteholdsarbejdere nok engang er til at overse.
- Men forhandlerne har vel følt, at de havde valget mellem at sige, at når vi ikke får noget til skifteholdene, så er det så det - eller også, som de har gjort, binde arbejdsgiverne op på, at der fremover skal ske noget mere, sagde Steen Andersen. Og henvistye hermed til, at parterne har aftalt at sende de 'helbredsmæssige hensyn' ved nat- og skifteholdsarbejde i udvalg. Resultatet af det fælles udvalgsarbejde skal med i drøftelserne ved næste overenskomstfornyelse.
Men skifteholds-arbejdspladsernes krav var blandt andet fri hver anden weekend, og muligheden for at konvertere tillæg til fritid, mindede Freddy Ridderhaugen om. Han anerkender, at arbejdsgiverne nu har sagt ja til at drøfte helbredsomkostningerne ved skiftehold.
- Men de omkostninger er velkendte og beskrevet i mange rapporter, som det ikke behøver at at tage tre år at gå igennem. Og jeg håber da ikke, at man går efter en partsaftale om arbejdsmiljøet for skifteholdsarbejdere, for så kobler man helt Arbejdstilsynet af, advarede AAA`s formand. Og det var et synspunkt som også Steen Andersen nikkede ja til.
Med til prisoverrækkelsen var Michael Graakjær, fællestillidsmand på medicinalfabrikken Alpharma på Amager, hvor de kører med treholdsskift i produktionen.
- Jeg har før forliget selv hørt Børge Frederiksen love, at denne gang skulle der virkelig komme noget til skifteholdsarbejderne. Og skuffelsen blandt kollegaerne er enorm, siger Michael Graakjær til Arbejderen.
Det har afspejlet sig i arbejdspladsens urafstemning om forliget, fortæller han.
- Vi er 81 stemmeberettigede. Der var to der ikke stemte. Og af resten var der kun 3-4 ja-stemmer, siger Michael Graakjær, der venter et samlet nej fra 3F, når afstemningsresultatet offentliggøres på mandag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278