På den sociale højskole i 70`erne protesterede de studerende, gik på gaden og kæmpede mod fattigdom. Klassesamfund, oprør og kamp mod ulighed var nøgleordene

Tendensen i dag er individualisme, kontrol og mistænkeliggørelse af borgerne, påpeger socialrådgiver Bente Behrend, som har arbejdet med socialpolitik i over 30 år.
- Jeg gik på den sociale højskole fra 1973-79, vi var rød front ellers var man lidt mærkelig og hattedame-agtig. Vi var kæmperne, vi sloges for de fattige og var politisk bevidste, som man bør være for at være socialrådgiver, fortæller Bente Behrend til Arbejderen.
Hun kan huske, at den første opgave hun skrev på den sociale højskole, handlede om en strejke på Aalborg Værft nogle år forinden, 'den slags skriver man vist ikke meget om i dag', siger hun grinende, og finder den maskinskrevne opgave frem fra skuffen.
Bente Behrend arbejder på Etnisk rådgivningscenter -NOOR i København. Centret hjælper og rådgiver psykisk syge og traumatiserede flygtninge, og det er her borgerne nyder godt af hendes store erfaring.
NOOR er en del af Københavns kommunes beskæftigelses og intergrationsforvaltning og arbejdet spænder vidt, lige fra danskundervisning, tilbud til arabiske kvinder med traumatiserede ægtefæller, gruppeterapi for kurdiske kvinder og støtte til unge familier.
Bag potteplanter, malerier, trækommoder med udskæringer og feriepostkort prøver Bente Behrend, fra sit lille hjørne af København, at hjælpe nogle af kommunens svageste familier.

Arbejde frem for alt
Gennem sine mange år med socialt arbejde i Københavns kommune har Bente Behrend oplevet hvordan synet på borgerne har ændret sig - og ikke til det bedre, konstaterer hun.
- Eksemplet med at ville lave handleplaner for døende kræftpatienter, og ville sende dem ud og arbejde, er meget sigende for den måde vi opfatter mennesker på i dag. Det handler om arbejdsevne hele tiden og meget lidt om det enkelte menneskes velbefindende, siger Bente Behrend.
Specielt menneskers møde med 'systemet' får talestrømmen i gang, og den ene historie efter den anden fylder det lille kontor.
Hun fortæller at Københavns kommune, som et forsøg, har indført den såkaldte Toyota-model på forskellige socialcentre i kommunen. Toyota-modellen udspringer fra The Toyota Company, som et produktions effektiviseringsværktøj. Det skal sikre markedsfastholdelse og lavere produktions-omkostninger. Modellen er resultatorienteret, og baserer sig på målinger og standarder. Modellen indgår desuden som forslag i regeringens kvalitetsreform, for at sikre en mere effektiv offentlig sektor.
Det er ikke en model, som Bente Behrend ser som effektiv for den danske social politik. Modellen går for meget op i effektivisering og målinger, mere end i det enkelte menneske.
- Udviklingen gør, at man splitter servicen op på mange forskellige hænder, så det gør det svært at hjælpe familier samlet, når alle har hver deres sagsbehandler. Det hele er individualiseret og der mangler fuldstændig overblik. Man ved ikke, hvem man skal tale med, man får ingen svar, og næste gang man ringer har man måske fået en ny sagsbehandler. Vi har simpelthen nedprioriteret at folk har det godt, påpeger Bente Behrend.
Ofte er svært for borgerne, og endda også for socialrådgiverne, at finde ud af hvor man skal henvende sig med problemerne. Hun påpeger, at et af problemerne er det manglende overblik og styring af folks sager.
- En kollega sagde forleden til mig, at ' socialrådgiverne er blevet arbejdsformidlere i stedet for sociale rådgivere' og ja, det er lige præcis sådan det er.
De mennesker som Bente Behrend møder i sin hverdag lider af stress og angst som følge af den tortur, de har været udsat for, i det land de er flygtet fra. Det er mennesker, som taler dårligt dansk og som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
- Jeg kan huske en fransk filosof der sagde 'kontorer er en fælde'. Vi har en magt som socialrådgivere og jeg oplever store, stærke mænd der har deltaget i tre krige, som står og græder på grund af et brev. De bliver bange, når de ikke forstår hvad 'systemet' vil med dem, siger Bente Behrend.

Tolke baner vejen
Både for de store stærke mænd, som Bente Behrend møder i sin hverdag, men også for de mange etniske kvinder, som dagligt kommer i Rådgivningscentret, er sproget det altafgørende for behandlingen, og vejen ud af stress og angst.
- Mange af dem er simpelthen bange for at blive smidt ud, og her det så vigtigt at vi kan tale med dem. Det giver tryghed at møde nogen der kan tale ens sprog, fortæller Bente Behrend, og vil gerne i den forbindelse give Københavns kommune en opsang.
Københavns Kommune har valgt at nedlægge tolkeformidlingen og sende den i udbud.
- Ja jeg kalder det altså privatisering, siger Bente Behrend.
Mange kommuner landet over har allerede privatiseret tolkene, og flere steder med ringere kvalitet til følge.
- Det er en service overfor borgerne vi skal tilbyde og jeg vil virkelig gerne råbe kommunen op og sige, at tolkene er altafgørende for vores arbejde. Specielt kan jeg være bange for kvaliteten af tolke på de små sprog, siger Bente Behrend.
Hun ser privatiseringen af tolkene som et typisk led i den generelle udvikling på socialområdet, og synet på indvandrere og flygtninge.
Bente Behrend fortæller at hun faktisk er så træt af regeringens indvandrerpolitik, at hun har prøvet at frasige sig sit danske statsborgerskab.
- Jeg ringede og sagde 'hej jeg vil gerne frasige mig mit statsborgerskab fordi vi har en lorte regering'. Men jeg havde jo ikke overvejet hvad jeg så ville være, siger hun og griner.
Danmark tillader ikke statsløse, så Bente Behrend droppede planen om at slippe af med landet.

Kom i kamp
At ville flygte fra en lorte regering er en ting, men at løbe fra problemerne er ellers ikke noget den aktive socialrådgiver anbefaler.
- Man bliver nødt til at have et politisk engagement eller vigtigere en politisk bevidsthed. Vi var politisk bevidste dengang i 70`erne, og det bør man være som socialrådgiver - den skal ikke ligge noget bestemt sted - bare man er bevidst, siger Bente Behrend.
Hun understreger samtidig at alt snakken om udbrændthed, hænger hende langt ud af halsen.
- Her på mit arbejde brænder vi for det vi laver. Jeg ved at socialrådgiverne mange steder er kørt helt ned - specielt i jobcentrene, men jeg vil ikke være udbrændt - jeg vil være rasende, lyder det fra Bente Behrend og, at dømme efter kraften i hendes stemme er det noget hun mener.
Fra mange socialrådgivere og sagsbehandlere lyder de samme meldinger, som Bente Behrend giver, nemlig at hverdagen er presset og at det går ud over borgerne.
Den samlende kraft til at rejse kritikken kunne være Socialrådgivernes Fagforening,men her anes for første gang lidt træthed i Bente Behrends øjne.
- Da de gik ind for ny-løn var de simpelthen tarvelige, og jeg var lige ved at ringe og melde mig ud, siger hun men understreger dog, at hun som tillidsmand gennem mange år ikke kunne får sig selv til at melde sig ud af fagforeningen.
- Man skal jo være organiseret, som hun siger.
Men det er ikke til, at tage fejl af, at det er ikke som fagforeningen ser ud lige nu, at Bente Behrend kan se oprør og kritik fra den kant.
Den tidligere tillidskvinde kan dog alligevel ikke lade være at komme med et par råd til hendes forbund. Hun mener blandt andet at de bør være langt mere fremme i forhold til kritik af nedskæringer, starthjælp og andre tiltag som rammer borgerne og socialrådgiverne.
- Vi ser nedskæring, på nedskæring, på nedskæring. Vi er jo kassedamer og ikke socialrådgivere længere, og det bør vores fagforening kritisere og kæmpe imod, lyder den hårde konstatering og opfordring fra Bente Behrend.

DF en skamplet
Mangler socialrådgiverforeningen argumenter i debatten kunne de besøge det lille kontor på Østerbro, hvor Bente Behrends sidder. Her er aktivitet, og ikke et emne går forbi, uden en kommentar med på vejen.
Men det er ikke kun Bente Behrend, som har holdninger og engagement. Cavit Güven arbejder som psykolog på rådgivningscentret og lægger vejen fordi Bente Behrends kontor for at give sit besyv med i snakken om social politikken anno 2007.
- Skylden skal også lægges på regeringen og specielt Dansk Folkeparti, som er en skamplet på vores samfund, kaster Cavit Güven ind i debatten.
På rådgivningscentret arbejder de med de dårligst stillede flygtninge og deres familier. Det er familier med opholdstilladelse - irakere, palæstinensere, bosniere og somaliere er der flest af, fortæller Cavit Güven, og understreger at selv om folk har opholdstilladelse oplever centret, at folk er bange for, hvad der skal ske med dem - hvad regeringen kan finde på.
- Alt er blevet tilladt i debatten. Se bare på tørklæde sagen, hvor Dansk Folkeparti sammenligner tørklædet med hagekors, og journalisterne giver dem taletid uden at være kritiske, siger Cavit Güven.
Han er også ivrig efter at få manet myten om, at Dansk Folkeparti står på de svages side i jorden, og understreger at det i hvert fald ikke er de dårligst stillede indvandrere og flygtninge der oplever det.
- Det er som om alle har travlt med at overhale Dansk Folkeparti inden om. For eksempel trepartsforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Det er en samarbejdspolitik, der blåstempler regeringens politik, og det er ikke vejen frem for en bedre social politik, understreger Cavit Güven.
Både Bente Behrend og Cavit Güven efterlyser, at andre end Dansk Folkeparti forsøger at tale de svages sag, og får udviklet en ordentlig social politik.
Debatten mellem de to går lystigt, ordene flyder, armene fægter og det er vist ikke første gang de to har haft snakken om Dansk Folkeparti, regeringens nedskæringspolitik og manglende demokrati over kaffen i de varme omgivelser på arbejdspladsen.

Optimismen intakt
Trods Dansk Folkeparti og en sort regering fejler optimismen på Rådgivningscentret ikke noget.
- Vi brænder for det vi laver og de folk vi arbejder med. Der hersker i samfundet generelt en 'enhver er sin egen lykkes smed' holdning overfor folk, men her går vi stadig op i at folk har det godt, siger Bente Behrend.
Verden reddes ikke fra et Rådgivningscenter på Østerbro, men viljen, gejsten og engagementet er tilstede på Bente Behrends dagligstuekontor i et lille hjørne af Danmark.