Kommunistisk Parti arbejder med at analysere den internationale udvikling og kampen mod imperialismen. Et diskussionsoplæg om Mellemøsten er sendt på gaden. Det næste handler om Latinamerika
Den 51-årige Jørgen Petersen er formand for Kommunistisk Parti, som blev stiftet for knap et halvt år siden. Arbejderen har sat ham stævne for at gøre status over den første periode.
Kommunistisk Parti har i dag 210 medlemmer. Er det tilfredsstillende?
- Både ja og nej. Det er tilfredsstillende i forhold til vores udgangspunkt. Vi var to små organisationer da vi blev lagt sammen og vi er stadig en lille organisation.
- Men ikke desto mindre har vi 13 afdelinger spredt over over landet, vi vokser i medlemstal og modtager hver uge nye ansøgninger om medlemsskab. Vi forventer at vi hurtigt kan danne nye afdelinger. Blandt andet også fordi vi ved, at der er en skare mennesker, som går og overvejer om de skal melde sig ind.
Hvad holder dem tilbage?
- Nogle tøver fordi der stadig er tre kommunistiske partier. Der er en skepsis, fordi den kommunistiske enhedsproces ikke er forløbet uden vanskeligheder og heller ikke er slut endnu.
- Andre vil afvente og se, om Kommunistisk Parti er i stand til at holde sammen, om vi er et handlingens parti, om vi er et parti med højt til loftet, som også formår at overvinde nogle af de svagheder og fejl, som tidligere har kendetegnet den kommunistiske bevægelse.
Hvordan er sammensætningen af partiets medlemmer?
- Næsten hver tredje er medlem af 3F. Derudover er der også en stor gruppe fra HK og FOA og en stor gruppe af offentligt ansatte. Vi har også en stor gruppe unge, og vi optager og har optaget en del nye unge medlemmer. Begge dele er mget positivt fordi det kommunistiske parti først og fremmest skal opbygges som arbejderklassens og ungdommens parti.
Hvordan vurderer du det første halvår?
- Det har været en spændende periode, hvor vi har stået med en række opgaver både indadtil og udadtil.
- Indadtil skulle vi smelte to organisationer sammen ved at bruge det bedste fra hver. Det har været både inspirerende og lærerigt.
- Også landsledelsen, som består af tolv personer fra hver af de to organisationer, er kommet godt fra start. Vi har haft fem ledelsesmøder og der er optimisme og energi og en vilje til at løse de opgaver, der blev stillet på den stiftende kongres. De forhåbninger vi havde, da vi stiftede det nye parti, har vist sig at holde stik.
- Samtidig har vi forsøgt at give mest muligt råderum til det udadvendte arbejde. Vi skulle og skal profilere en ny organisation og ikke mindst vores politiske budskaber. Vi har allerede udgivet en mængde materiale, som der har været meget stor interesse for. Vi har for eksempel fået 1200 bestillinger på materiale siden partiets stiftelse i november.
Hvad har været de vigtigste opgaver?
- Overenskomstkampen har været meget central i vores arbejde. Vores kammerater på arbejdspladser og i fagforeningerne har arbejdet med at påvirke resultatet mest muligt. Vi er gået aktivt ind i en nej-kampagne og det har været højt prioriteret i dagbladet Arbejderen.
- Som en del af overenskomstkampen har vi har lanceret en selvstændig kampagne, Red Chefen, som med stor humor har vist, at vi kan føre kampagne mod monopolkapitalen på en ny måde. Red Chefen-kampagnen er blevet overvældende godt modtaget og materialet er blevet revet væk. Samtidig har det også givet stor medieomtale. Alt i alt har det været en stor succes.
- Derudover har partiet i København været meget aktiv omkring ungdomshuset. Vi er aktive i kampen mod den danske terrorlovgivning og i de forskellige aktiviteter der er omkring hele velfærdsspørgsmålet, som vi også prioriterer højt.
Kommunistisk Parti udgiver dagbladet Arbejderen. Hvordan går det?
- Det er en af vores vigtigste opgaver. Som vi flere gange har beskrevet i Arbejderen, er det ikke uden problemer på grund af de nye portoregler. For at vi kan blive ved med at modtage portotilskud skal vi permanent have et abonnementstal på godt 2000. Heldigvis har vi oplevet, at Arbejderen har meget stor opbakning, både fra hele den kommunistiske bevægelse og store dele af den progressive bevægelse i Danmark.
- Udover abonnementsarbejdet har vi også som målsætning at indsamle én million kroner i år. Begge dele kræver stor opmærksomhed fra hele partiet.
Den kommunistiske bevægelse har altid prioriteret det internationale arbejde højt. Hvordan arbejder I med det spørgsmål?
- Kommunistisk Parti var fra sin stiftelse et del af den internationale kommunistiske bevægelse. Vi har deltaget i en række møder og konferencer og har arbejdet aktivt med at sprede vores program og andre dokumenter på en række sprog. Vi ønsker at udvikle vores forbindelser til kommunistiske partier over hele verden og har især været aktive i forhold til partierne i Europa.
- Derudover har vi prioriteret solidariteten med Cuba højt. Vi mener det er utroligt vigtigt i en situation, hvor USA og EU øger deres pres mod den cubanske revolution. Vi har sendt to åbne breve til alle medlemmer af Folketinget og Europa-parlamentet med krav om, at Danmark overholder international ret og ikke støtter USA`s kupplaner mod Cuba.
- Cuba er et inspirerende eksempel på et socialistisk land, også for os i Danmark. Og det har vist en utrolig styrke og kraft - også i forhold til at rykke frem mod USA`s ulovlige afpresning.
- Derudover arbejder vi med at analysere den internationale udvikling. Vi har allerede lavet det første af en række oplæg om kampen mod imperialismen. Første del havde fokus på Mellemøsten. Inden sommerferien vil vi offentliggøre et lignede oplæg om Latinamerika.
Hvad vil være de vigtigste opgaver i den kommende tid?
- Hvis der bliver stemt nej til overenskomsten vil vi naturigvis kaste os aktivt ind i arbejdet med at sikre en effektiv storkonflikt.
- Et andet vigtigt fokuspunkt vil være kampen mod den borgerlige regerings angreb på velfærden. Vi vil arbejde for at vælte den borgerlige regering og deltage i processen med at udvikle en ny politik. Vi vil arbejde for at Danmark foretager et brud med USA`s aggressive udenrigspolitik og for at tropperne bliver trukket hjem. Og vi prioriterer kampen mod terrorlovgivningen højt.
- Så er der også spørgsmålet om EU-forfatningen. Hvis den proces officielt sættes i gang vil det også være et af de områder, som vi vil prioritere højt.
- Endelig er vi i fuld gang med at forberede Rød Sommerlejr, som afholdes i uge 28. Internt skal vi afholde både en ungdomskonference og en mediekonference i efteråret, så der er nok at tage fat på.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278