14 dages strejke endte med sejr til lærerne på SOSU-skoler og VUC-centre. Strejken har rustet dem til slaget om nye overenskomster i 2008
Det var glade undervisere, der i går vendte tilbage til deres arbejdspladser efter 14 dages strejke imod finansminister Thor Pedersens (V) diktat om lønnedgang og arbejdsvilkår.
- Vi har vundet. Vores kamp gik på at blive overdraget med den overenskomst, vi havde, og sådan er det blevet, siger en glad Dorte Tind Jørgensen til Arbejderen.
Hun er tillidsrepræsentant for medlemmerne af Danmarks Lærerforening på SOSU C, fordelt på tre afdelinger i Brøndby, Herlev og Gladsaxe.
I alt var tre social- og sundhedsskoler (SOSU) og to Voksenuddannelses-centre (VUC) udvalgt til konflikt. Strejken endte med, at finansministeren i fredags bøjede sig og accepterede, at lærerne fortsætter efter de gældende aftaler om løn og arbejdstid frem til fornyelsen af overenskomsten i 2008.
- Nu står vi meget bedre rustet til overenskomstforløbet og er langt fremme med diskussionerne om, hvad vi vil. Konflikten har styrket vores sammenhold på tværs af faggrupper. Samtidig har den været en øjenåbner, og det er gået op for mange, at sammen kan vi noget. Så kom bare an Thor, lyder det fra den sjællandske tillidsrepræsentant.
Alis Jensen, tillidsrepræsentant for syv socialpædagoger ved SOSU C, beskriver det sådan:
- Mentalt er vi blevet én afdeling. Og jeg er sikker på, at jeg vender tilbage til en endnu bedre arbejdsplads, fordi vi har lært hinanden at kende på kryds og tværs.
Hun har kun positivt at sige om konflikten, når den nu ikke kunne undgås.
- Vi har gennem hele forløbet sagt, at hvis vi, som et forholdsvis lille undervisningsområde, gav efter for Thor P`s diktat om at sætte en gældende overenskomst ud af kraft, så ville det næste gang komme til at gå ud over lærerne i folkeskolen, på landets gymnasier og erhvervsskolerne. Vi stod fast, og nu følges vi med dem, når forhandlingerne om de nye overenskomster går i gang, siger hun til Arbejderen.
Også på SOSU Nords afdeling i Hammer Bakker er der glæde over at kunne genoptage arbejdet med en sejr i ryggen.
- Der var én, der sagde, at nu behøver skolen ikke investere i et team-buildingkursus. Til daglig er vi fordelt på fire fysiske arbejdssteder. Under konflikten har vi arbejdet i grupper på tværs af afdelinger og fag. Det har været utroligt positivt, siger Mette Cassøe, tillidsrepræsentant for medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd på skolen.
Hun får medhold af Kristine Kromann, sikkerhedsrepræsentanten på samme skole.
- Jeg har været virkelig imponeret over aktivitetsniveauet. Det virker som om der har været en forståelse af, at det her skulle være en aktiv konflikt. Vi skulle ud og vise flaget, siger Kristine Kromann til Arbejderen.
Begge nordjyder er overbeviste om, at de ansatte står bedre rustet, hvis de kommer i konflikt en anden gang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278