De unge har et langt mere positivt syn på fagforeningerne end for fem år siden, viser en undersøgelse lavet af hovedorganisationen FTF
En fagforening er nødvendig for at varetage de unges interesser på arbejdsmarkedet.
Det mener otte ud af ti under 30 år, som hovedorganisationen FTF har spurgt om fagforeningers rolle og opgaver. Det er en stigning på 15 procent i forhold til holdningen i 2002, hvor FTF lavede en tilsvarende undersøgelse. I alt er 5000 personer blevet spurgt i 2007-undersøgelsen.
- Det gør mig overordentlig glad. Det viser, at nok er de unge individualister, men de er ikke egoister, siger Bente Sorgenfrey, FTF`s formand, til Arbejderen.
Undersøgelsen bekræfter, at det er kerneydelserne som kollektive aftaler, gode arbejdsforhold og rådgivning, de unge går efter. Og så viser undersøgelsen, at en del af de unge godt vil være fagligt aktive.
I det hele taget er den generelle skepsis over for fagforeninger aftaget. I 2002 var én ud af tre unge kritiske overfor fagforeningerne. Nu i 2007 er den kritiske andel faldet til én ud af fem.
Det billede kan Jens Kirkegaard godt genkende. Han er faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København med ansvar for kontakten til lærlingene.
- Så snart fagforeningen møder de unge i øjenhøjde og tager deres problemer i hverdagen alvorligt, så kan de godt se, at de kan bruge fagforeningen til noget, siger han til Arbejderen.
Fagforeningen organiserer blandt andet omkring 80 procent at alle murerlærlingene.
FTF`s undersøgelse står ikke alene. I februar måned fik Ugebrevet A4 Epinion til at spørge 1278 unge i alderen 16-19 år om deres holdning til LO`s medlemsorganisationer.
62 procent af de 16-19-årige svarer, at de vil melde sig ind i en fagforening, når de er færdiguddannede og får et arbejde. 14 procent svarer modsat, at de ingen intentioner har om at støtte op om de røde faner.
Men der er ingen grund til at falde i søvn, advarer eksperter i arbejdsmarkedspolitik samstemmende.
- Der er nok at gå i gang med. Det er absolut ikke sådan, at rekrutteringsfolkene bliver arbejdsløse lige foreløbig, siger Flemming Ibsen, forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning CARMA på Aalborg Universitet til Ugebrevet A4.
Det er Bente Sorgenfrey helt enig i.
- De unge går meget op i det psykiske arbejdsmiljø og det at skabe en sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv. De udmeldinger skal vi tage alvorligt og bruge som afsæt for nye initiativer, der tilgodeser medlemmernes ønsker. Samtidig skal vi blive bedre til at henvende os til de unge, der ikke er medlemmer af fagforeningerne i dag, for at få dem med ind i fællesskabet, pointerer FTF-formanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278