Det må føre til selvransagelse i 3F`s ledelse, at medlemmerne har stemt nej stik mod ledelsens anbefalinger, mener aktive afdelinger
Forbundstoppen i landets største forbund 3F kan godt begynde at forberede sig på næste uges møder, først i gruppebestyrelserne og derefter i hovedbestyrelsen.
- Jeg forventer helt klart, at der kommer en debat om, hvorfor der er så stort et gab mellem forbundets top og medlemmerne, siger Christian Juhl, afdelingsformand i Silkeborg.
Han hentyder til den netop overståede afstemning om overenskomsterne, som på trods af forbundets anbefaling blev stemt ned af medlemmer med 63 procent nej-stemmer mod 37 procent ja-stemmer.
Svend Erik Christensen, afdelingsformand i Esbjerg Transport, mener, det 'skal have konsekvenser', at forbundet er blevet underkendt.
- Det er påfaldende, at det altid er de ansatte i forbundshuset, der stemmer ja til overenskomsterne i forhandlingsudvalgene, i grupperne og i hovedbestyrelsen. Det kunne give anledning til at overveje, om der skal laves et system med større vægt på stemmerne fra afdelingerne. Forbundet bliver nødt til at tage en vurdering af, hvor det er gået galt forløbet, siger Svend Erik Christensen til Arbejderen.
Søren Elsberg, afdelingsformand for 3F`s største afdeling i Aalborg, forventer, at det bliver et par livlige dage, han skal tilbringe i forbundshuset i næste uge.
- Det er uholdbart, at forbundet ikke har mere føling med, hvad medlemmerne mener. Forbundstoppen og forhandlerne må ganske enkelt være mere lydhøre overfor medlemmerne og de signaler, der kommer fra arbejdspladserne. Forhandlerne har i god tid været gjort bekendt med kravene fra industriarbejdspladserne og ikke mindst fra skifteholdsarbejderne. Men de har ikke lyttet. Det giver for eksempel slet ingen mening at forholdene for skifteholdsarbejdere med de nye overenskomster er sendt i studiekreds i tre år, lyder det skarpt fra den nordjyske formand.
Sammenkædning
De næste tre år bliver medlemmerne af landets største forbund tvunget til at arbejde efter overenskomster, de ikke selv har godkendt. Det skyldes de udemokratiske sammenkædningsregler, påpeger afdelingsformændene samstemmende.
- Det er et problem, at så stort et forbund som 3F, hvor medlemmerne oven i købet stemmer nej til resultatet af forhandlingerne, ikke kan få lov til at stemme for sig selv, mener Christian Juhl.
Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup og Omegn, er enig. Med hele 92 procent nej-stemmer ligger afdelingen helt i top, i den opgørelse 3F har lavet over resultaterne i de enkelte afdelinger. Hele 61 procent af Kastrups medlemmer har benyttet sig af muligheden for at stemme.
- Vi kan kun være tilfredse både med udfaldet og stemmeprocenten. Det er glædeligt, at der er overensstemmelse mellem afdelingsbestyrelsens holdning og anbefaling til medlemmerne og afstemningsresultatet, siger Bay-Carlsen til Arbejderen.
Til gengæld mener han, at forbundsledelsen bliver nødt til at tage til efterretning, at medlemmerne har stemt overenskomstresultatet ned.
3F kongressen
Afdelingsformændene er enige om, at hele overenskomstforløbet har været alt for styret af Dansk Industri.
- Vi har en meget dominerende arbejdsgiverforening med tætte bånd til fagtoppen i CO-Industri. Blandt medlemmerne og aktive faglige kræfter ligger der en voldsom kritik af Dansk Industris styring ja ligefrem diktatoriske stil. Den diskussion skal vi have rejst, påpeger Christian Juhl.
Kommer debatten ikke allerede på møderne i 3F i næste uge, så kommer den på industrigruppens landsmøde i juni måned og helt sikkert på 3F`s kongres til september, hvor en række afdelinger stiller forslag om afskaffelse af forligsmandens udemokratiske sammenkædningsregler.
Resultater
Landsresultatet alle forbund: 44,43 % nej - 55,57 % ja.
3F forbundet: 63 % nej - 37 % ja (stemmeprocent på 40)
3F Kastrup: 92 % nej - 8 % ja (stemmeprocent på 61)
3F Esbjerg Transport: 86 % nej - 14 % ja (stemmeprocent på 47)
3F Silkeborg: 68 % nej - 32 % ja (stemmeprocent på 46)
3F Aalborg: 72 % nej - 28 % ja (stemmeprocent på 39)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278