4. maj S Bruno Bøtker har et et modsætningsfyldt forhold til den 4. maj. På den ene side skal dagen fejres, på den anden side minder det ham om kammerater, som betalte livet i en tro på, at samfundet ville blive bedre

For den 87-årige Bruno Bøtker starter den 4. maj altid klokken 10 i Skæring i udkanten af Århus.
Her er den henrettelsesplads, som de tyske nazister brugte, da Danmark var besat. Her blev fem modstandsfolk henrettet den 2. december 1943.
Lige siden krigen sluttede har tidligere aktive modstandsfolk lagt blomster og kranse netop denne dag. I dag er Bruno Bøtker den sidste i Århus, som er rask nok til at sørge for, at traditionen bliver holdt i hævd.
Men i virkeligheden synes han, at den 29. august er en meget vigtigere dag at fejre.
- Det er modstandsbevægelsens dag. Det var den dag, hvor Danmark skiftede side. Før den 29. august 1943 var Danmark allieret med Nazi-tyskland. Den dag blev Danmark allieret med de lande, som kæmpede imod nazisterne. Det er en dag jeg er stolt af.
Den 4. maj derimod har Bruno Bøtker et noget modsætningsfyldt forhold til.
- 4. maj siger mig først og fremmest, at der var kammerater, som betalte det dyreste de havde, nemlig livet, i en tro på, at samfundet ville blive bedre, at krig og fascisme ville blive udryddet. De ville vende sig i deres grav hvis de hørte om hvordan det er gået. Det var ikke det, de satte livet på spil for, siger Bruno Bøtker indigneret.
- Vi har fået et tilsyneladende frit samfund, med en personlig frihed som tillader, at man misbruger friheden. Samfundsgoderne er stadig ulige fordelt og uligheden vokser på en måde, som er helt vanvittig.
- Heller ikke krig og fascisme er afskaffet. De metoder nazisterne brugte, tortur og koncentrationslejre, findes stadig. Frihedsbevægelsen kæmpede for at nazismen skulle knuses og fjernes fra jordens overflade. Ikke engang sådan er det gået, siger Bruno Bøtker ikke uden en vis vred bitterhed.

To sider af samme sag
Bruno Bøtker var 23 år da han gik ind i modstandsbevægelsen og blev sabotør i Århus. Selv om han ikke er tilfreds med, hvordan det er gået efter krigen, fortryder han dog ikke.
- Nej, tværtimod. Jeg er stolt over, at jeg - så ung jeg var, kun en hvalp da krigen brød ud - kunne tage et rigtigt standpunkt. Vi vandt og slap af med fascismen og nazismen i den form det havde dengang. Vi var med til at få det tyske system til at bryde sammen og det var jo godt nok.
Ikke kun gik Bruno Bøtker ind i modstandsbevægelsen, han blev også medlem af det illegale kommunistiske parti.
- Jeg havde en svoger som var kommunist og satte mig i gang med at læse, blandt andet Karl Marx. Og jeg hørte om Sovjet og fulgte deres enorme indsats i krigen, som imponerede mig dybt. Vi var jo blevet fortalt, at soldaterne nærmest var tvunget i krig og gik med pjalter om fødderne. I stedet oplevede jeg, at den Røde Hær vendte krigen, at soldaterne havde ånden og gejsten. Det gjorde et stort indtryk på mig.
For Bruno Bøtker er det at være kommunist og med i modstandsbevægelsen to sider af samme sag. Og også en del af forklaringen på hans skuffelse over samfundsudviklingen.
- Jeg havde håbet at vi kunne opbygge et andet og bedre samfund i Danmark da krigen var forbi. Vi havde så mange drømme og visioner. Vi ønskede et socialt mere retfærdigt samfund, et socialistisk samfund.
- Frihedsrådet havde et program for, hvad der skulle ske når krigen var forbi, som også indbefattede social retfærdighed. Det blev fejet til side. Efter 4. maj 1945 stod politikerne med alle flosklerne, ÔI skal aldrig blive glemt`. Men i realiteten blev modstandsbevægelsen pakket væk og det gamle system tog over igen. Kun ved højtidelige lejligheder blev vi hentet frem, som et stykke Meissener-porcelæn, og støvet af.

Krigens traumer
Bruno Bøtker kom igennem hele krigen uden at blive taget af tyskerne. Det var noget af et held, for store dele af den kommunistiske modstandsbevægelse blev trevlet op og arresteret efter at være blevet stukket af et kvindeligt familiemedlem til nogle af dem.
Efter krigen kastede han sig med stor energi over partiarbejdet, blev fagligt aktiv og valgt til tillidsmand og kom i fagforeningsbestyrelsen.
- Jeg var aldrig hjemme og det endte også med at koste mig mit ægteskab. Når jeg ser Matador kan jeg i den grad kende mig selv i Røde, siger han ikke uden en vis selverkendelse.
Bruno Bøtker fandt sig dog en ny livsledsager, nogle erfaringer rigere. Først da han nærmede sig pensionsalderen begyndte oplevelserne fra krigen at indhente ham.
- Jeg begyndte at genoplive krigen, kunne ikke koncentrere mig, fik mareridt og så stoppede jeg på mit arbejde og gik på pension.
Bruno Bøtker var sabotør under krigen men kan ikke huske hvor mange gange han har været med til at afspore tog.
- Men jeg har en tre-fire begivenheder, som jeg stadig kan huske. Det er nogle af dem som vender tilbage.
En af disse begivenheder fandt sted kort tid før krigen sluttede. Et tog skulle afspores og der blev lagt dynamit ud langs skinnerne. Modstandsfolkene nåede også rundt til de omkringliggende huse og advarede dem. Men toget blev ikke afsporet. Der gik nemlig soldater foran toget og de opdagede bomberne. Imidlertid tog en af soldaterne fejl af en bombe og tog den op i hånden, så den eksploderede.
- Nogle dage senere, da krigen var slut, skulle vi ud og se hvad der egentlig var sket. Vi vidste kun at toget ikke var blevet afsporet. Vi snakkede med nogle af de omkringboende og de fortalt os om soldaten. Han havde ligget i lang tid og jamret og kaldt på sin mor. Dengang sagde jeg, så fik vi da ram på én. Men i dag drømmer jeg om ham.
Bruno Bøtker er blevet alvorlig mens han fortæller historien. Det her gør ondt.
- Tænk så kynisk jeg var. Det siger noget om hvor rå krigen er, at det forrår mennesker. Men det siger også noget om, hvor meget vi bliver berørt af det mange år efter. Det, jeg oplevede, var jo endda ikke så meget. Tænk så på hvordan de soldater har det, som kommer hjem fra Irak i dag.
Alligevel er Bruno Bøtker stadig ikke i tvivl om, at den kamp han deltog i, var nødvendig. Men krigen i Irak er han til gengæld modstander af. Og han anerkender irakernes ret til at gøre modstand mod besættelsesmagten - præcis som modstandsbevægelsen gjorde i Danmark.

Historien er vigtig
Bruno Bøtker fortæller gerne om sine erfaringer fra besættelsestiden og har været ude på mange skoler.
- Jeg var ude i en klasse, som jeg havde i min hule hånd i to timer. De droppede endog frikvarteret, fortæller han.
- Mange mener at besættelsen er historie og noget man skal glemme. Men jeg synes det er vigtigt at huske for at undgå at historien gentager sig. Det er en kæmpeopgave. Og alt skal frem. Som modstandsbevægelse kan vi kun have interesse i at den samlede historie kommer frem. Også når der blev lavet fejl. For selvfølgelig blev der lavet fejl. Vi stod jo i en krigssituation.

Én gang kommunist - altid kommunist
Også den kommunistiske bevægelses historie vil Bruno Bøtker gerne debattere. For ham er da ingen tvivl om at det gik rivende galt i DKP på det tidspunkt da Ole Sohn blev formand.
Selv om der har været mange skuffelser undervejs har Bruno Bøtker dog ikke givet op. For nylig meldte han sig ind i det nystiftede Kommunistisk Parti.
- Når man en gang er blevet kommunist, og har den teoretiske baggrund i orden, så får man nogle bestemte dimensioner på livet, og dem kan man ikke løbe fra. Jeg har taget et standpunkt og det går jeg fuldt og helt ind for.
- Jeg synes det er vigtigt kommunisterne samler sig. Vi skal være en magtfaktor med en stærk presse. Sådanne mål kan man ikke sætte sig når man går rundt i små kliker og studiekredse. Vi må overvinde fnidder og private modsætninger, så vi kan vokse os stærke. Vi må have gejsten og visionerne om socialismen tilbage.