21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børnefamilier skal selv betale

Børnefamilier skal selv betale

Torsdag, 10. maj, 2007, 00:00:00

Familie- og arbejdslivs-kommissionens foreslår mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet og hjemmeservice til de velstillede børnefamilier

Mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet og statsstøttet hjemmeservice til velstillede børnefamilier.
Det er hovedbudskabet i Familie- og arbejdslivskommissionens anbefalinger for bedre balance i børnefamiliernes hverdag, som blev fremlagt i går.
Siden kommissionen blev nedsat af regeringen forrige år, har den arbejdet på at undersøge balancen mellem danskernes familie- og arbejdsliv.
Ifølge kommissionen har næsten halvdelen af alle børnefamilier - 900.000 danskere - svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Mange forældre med fuldtidsjob har, hvad der svarer til et deltidsjob med arbejde i hjemmet ved siden af. Resultatet er stress og dårlig samvittighed, og det giver kommissionen sit bud på, hvordan skal ændres.
- Løsningen er ikke at vi skal arbejde mindre, men at vi skal arbejde anderledes. Derfor har vi foreslået at arbejdsmarkedets parter og politikerne tager initiativer til at sikre et mere fleksibelt arbejdsliv, for eksempel for de forældre der arbejder i montageindustrien eller omsorgssektoren, fortæller Kommissionens sekretariatschef, Thomas Krogh, til Arbejderen.

Tidsbank
Blandt hovedforslagene er idéen om en flekskonto, eller tidsbank, hvor man skal kunne spare tid op, så man arbejde mere i nogle perioder for at kunne holde fri i andre.
Tager man for eksempel som 35-årig et halvt års fri, vil det æde et halvt år af pensionen eller efterlønnen.
Det får alarmklokkerne til at ringe hos næstformand i 3F, Jane Korczak.
- Børnefamilierne kommer selv til at betale for de fleste af kommissionens forslag til forbedring af deres vilkår. For eksempel ved at mere fritid tages fra pensionen, siger hun og peger også på et forslag om sund mad i skolen.
- Det kan forældrene vælge til deres børn som alternativ til at smøre madpakke - hvis de altså har råd, understreger Jane Korczak.

Gratis forslag
Når ansvaret for at nedsætte børnefamiliernes stressniveau i høj grad overlades til arbejdsmarkedets parter, kan det måske forklares med de rammer regeringen har udstukket for kommissionens arbejde.
- Vores kommissorium fra regeringen var, at forbedringerne for børnefamilierne ikke måtte skære i udbudet af arbejdsstyrken eller øge de offentlige udgifter. Det sidste var vi dog nødt til at fravige i vores forslag om færre lukkedage i institutionerne, hvor vi anbefaler at regeringen bruger en halv milliard, forklarer Thomas Krogh.
Den øgede fleksibilitet, kommissionen foreslår, skal også udstrækkes til flere fridage i forbindelse med børns sygdom og til børneinstitutionernes åbningstider. Her foreslår kommissionen afskaffelse af lukkedage uden for helligdagene og længere åbningstider.
Det vækker begejstring hos arbejdsgiverne.
- Vi er meget glade for, at kommissionen anbefaler mere fleksibilitet i børnehaverne. Det vil komme både forældre og arbejdsgivere til gode, siger Povl-Christian Jensen, vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, til Arbejderen.

Arbejdsmarkedets behov
Formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Henrik Larsen, er mere skeptisk. De kommuner, der allerede tilbyder senere pasning oplever ikke stor efterspørgsel, og det er ressourcespild at der skal sidde to-tre pædagoger og passe et par børn sent om eftermiddagen, mener han.
- Det undrer mig, at debatten om åbningstider og lukkedage næsten kun handler om arbejdsmarkedets behov. Vores daginstitutioner har i gennemsnit åbent 52 timer om ugen, så hvor går grænsen? Skal børnene kunne passes i daginstitutioner døgnet rundt?, spørger Henrik Larsen.

Hjemmeservice til velstillede
Endelig har Familie- og arbejdslivskommissionen skabt debat med et forslag om offentlig støtte til hjemmeservice i børnefamilier.
Ligesom pensionister skal familier med børn under 14 år have et offentligt bidrag på 40 procent til rengøring, madlavning, indkøb, tøjvask og vinduespudsning.
Jane Korczak tvivler dog på, at det vil komme børnefamilierne i 3F til gavn.
- Jeg tror ikke, at vores medlemmer vil stå i kø for at komme med i den ordning. Det vil snarere være dem, der arbejder i den! På den måde kan man sige, at forslaget mest kommer den velstillede halvdel af børnefamilierne til gavn. Her mangler klart en social vinkel, slutter Jane Korczak.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland