300-timers reglen skaber en etnisk underklasse i ekstrem fattigdom, advarer socialrådgivere
Omkring 80 procent af de ægtepar der rammes af 300-timers reglen, har en anden etnisk baggrund end dansk. Tæller man blandede ægtepar med, er tallet 90 procent. Kun ti procent af de der rammes, er danske statsborgere.
Det viser en rundspørge, som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget til Københavns omegnskommuner.
- Det er familier med ikke vestlig baggrund, og det er familier med mange børn, der rammes, siger Laura Olsen, faglig sekretær i Dansk Socialrådgiverforening, til Arbejderen.
Hun kan tydeligt se de skræmmende konsekvenser af reglen i tallene.
- Vi risikerer at få en etnisk underklasse, der lever i fattigdom. De fleste af dem der rammes, er hjemmegående kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Når de ikke modtager kontanthjælp, er de hverken forpligtede til at deltage i aktivering eller sprogundervisning, og så risikerer vi bare, at de isolerer sig endnu mere, siger Laura Olsen.
Når 300-timers reglen rammer så præcist efter etnicitet, er det ikke tilfældigt. Reglen er en del af det integrationsforlig, regeringen indgik med Dansk Folkeparti i 2005.
Dermed følger den i hælene på starthjælpen som endnu en sociallov, der er rettet mod en bestemt etnisk gruppe, og det er en betænkelig udvikling, mener en menneskeretsekspert.
- Den europæiske socialkomité, der overvåger at vi overholder vores aftaler om sociale rettigheder, kritiserede starthjælpen for i praksis at diskriminere en etnisk gruppe. Det kan jeg forestille mig, at den også vil gøre i det her tilfælde, siger Ida Elisabeth Koch fra Institut for menneskerettigheder til Arbejderen.
Det skræmmer ikke Jens Vibjerg, beskæftigelsesordfører for Venstre.
- Det kan komitéen bare gøre. Det er stadig en ganske rimelig ordning. De familier der bliver ramt, skal bare i gang. Nu går vi jo ind i en sæson, hvor der er masser af agurker og tomater, der skal plukkes. Det behøver man ikke at kunne dansk for, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278