21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kaffe og forfatning hos Fogh

Kaffe og forfatning hos Fogh

Torsdag, 10. maj, 2007, 00:00:00

Venstre og Socialdemokraterne har holdt det første fælles møde om, hvordan der kan pustes liv i den vragede forfatning

Hvad skal der ske med den EU-forfatning, som blev forkastet af den franske og hollandske befolkning?
Dette spørgsmål drøftede statsministeren på et lukket møde tirsdag sammen med Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt og EU-ordfører Svend Auken.
- Vi er jo glade for forfatningstraktaten og vil gerne se så meget af dens indhold som muligt, men man må jo erkende, at som tingene ser ud i øjeblikket, og hvis vi vil have det løst inden parlamentsvalget i 2009, så bliver det en mindre traktat og måske ikke en egentlig forfatningstraktat, siger Svend Auken til Børsen.
Ifølge Børsen lægger statsministeren op til en mindre EU-forfatning, som kan forhandles på plads allerede ved EU-topmødet i december i år.
Først når traktaten er endelig vedtaget vil partierne bag EU-politikken beslutte, om der skal være en afstemning.
- Det siger sig selv, at hvis der er overførsel af suverænitet til EU, og det berører Grundlovens paragraf 20, så skal der være en folkeafstemning. Hvis ikke så er det en politisk beslutning, sagde Anders Fogh Rasmussen på sit pressemøde tirsdag.
Dansk Folkeparti er endnu ikke blevet inviteret til møde med statsministeren.
- Det er da lidt underligt at Fogh diskuterer en forfatning med Socialdemokraterne, som er faldet. Hvis vi får en invitation vil vi dukke op. Kan vi få indflydelse på udformningen af en ny EU-traktat, vil vi da meget gerne have det. Hvis der bliver udarbejdet en ny traktat, skal vi som minimum have en vejledende folkeafstemning, siger Dansk Folkepartis nye EU-ordfører, Martin Henriksen, til Arbejderen.
Hos Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten er man lidt mere klar i mælet:
- Befolkningen skal have mulighed for at tage stilling til enhver ændring af EU-samarbejdet. Jeg er dybt skeptisk over for statsministerens model, der går ud på - bag lukkede døre - at flytte et par kommaer og føre det vigtigste indhold af forfatningen ind ad bagdøren uden en folkeafstemning, advarer Folkebevægelsens medlem af EU-Parlamentet, Søren Søndergaard, overfor Arbejderen.
Han bakkes op af Rune Lund, EU-ordfører for Enhedslisten, der heller ikke har fået en invitation til kaffe:
- Det her har været undervejs længe. Det har hele tiden ligget i støbeskeen, at ja-partierne ville finde en måde at komme videre med forfatningen. Hele formålet med tænkepausen var da også at få så meget af forfatningen med som muligt.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra SF`s EU-ordfører, Anne-Grete Holmsgaard.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland