Afvis regeringens neoliberale angreb på den kollektive velfærd, lyder opfordringen fra kommunale tillidsfolk i Århus
Det skal være slut med, at VC-regeringen bruger den årlige økonomiske aftale mellem finansministeren og Kommunernes Landsforening, KL, til at gennemtvinge nedskæringer og markedsgørelse af den kollektive velfærd.
Det var den klare holdning, da tillidsfolk fra de kommunale arbejdspladser i Århus var forsamlet til stormøde i onsdags.
Derfor stiller tillidsfolkene nu kontante krav til KL, der indleder forhandlingerne med regeringen om den økonomiske ramme for 2008 i slutningen af maj.
Der skal flere penge på bordet, og de nyliberale tiltag for at gennemtvinge en privatisering af velfærden skal afvises, kræver tillidsfolkene.
- Der var fra tillidsfolkene entydig opbakning til, at vi nu stiller de her kontante krav til KL, siger Henning Truelsegaard, der er formand for Den Kommunale Fællesrepræsentation i Århus til Arbejderen.
- Det hele er blevet meget mere problematisk, efter at KL sidste år accepterede regeringens krav om, at udliciteringsgraden skal skrues op i 25 procent, forklarer Truelsegaard.
- Og vi forudser, at regeringen ved dette års økonomiforhandlinger vil lægge nye krav om markedsgørelse ind i aftalen.
I Århus har regeringens krav konkret resulteret i Danmarkshistoriens største udliciteringsrunde. Den indebærer, at mindst 1000 offentlige ansatte umiddelbart står overfor at skifte til en privat arbejdsgiver.
Kampen mod denne masseudlicitering blev også diskuteret livligt på tillidsmandsmødet.
- Derfor må KL nu sige helt klart fra overfor den her markedsgørelse. Ellers vil den kollektive velfærd blive fuldstændig kvalt i udliciteringer, bureaukrati og kontrol i løbet af få år, slutter han.
Kravene til KL-forhandlingerne skal nu diskuteres videre ude på de kommunale arbejdspladser.
Det sker som led i mobiliseringen til den landsdækkende aktionsdag den 31. maj, der afholdes under parolen 'Slip velfærden løs'.
Krav til KL:
Her er nogle af de krav, som tillidsfolkene vil, at KL rejser overfor regeringen:
- Penge til en økonomisk genopretning af efterårets nedskæringer i de kommunale budgetter.
- Væksten i den offentlige sektor skal følge væksten i den private sektor.
- Aftalen fra 2006 om at øge udliciteringsgraden indenfor den kommunale velfærd til 25 procent skal væk.
- Der skal ikke afsættes penge til en kvalitetsreform, der vil indføre endnu mere markedsstyring.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278