21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mange arbejdere snydes for erstatning

Mange arbejdere snydes for erstatning

Lørdag, 12. maj, 2007, 00:00:00

Mange arbejdere, der bliver ramt af kræft som følge af dårligt arbejdsmiljø, får aldrig erstatning. Det dokumenterer ny forskning

Hvert år bliver mellem 650 og 1300 arbejdere i Danmark, ramt af kræft, som følge af deres erhvervsarbejde. Men langt under halvdelen af dem får aldrig nogen erstatning for deres arbejdsbetingede kræft.
Det konkluderer en ny omfattende undersøgelse, der er foretaget af forskere fra Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, og offentliggjort i Ugeskrift for Læger.
Årsagen er simpelthen, at lægerne ikke anmelder kræftsygdommen som en arbejdsskade, selvom de er forpligtet til at gøre det, hvis der er skygge af mistanke om, at det kan skyldes arbejdsmiljøet.
Det betyder at de pågældende arbejdere - eller deres efterladte - er gået glip af en arbejdsskadeerstatning, der ofte når op i én million kroner eller mere. Erstatningssummerne er nemlig relativt høje, når der er tale om kræft.
De fire forskere har konkret undersøgt antallet af kræfttilfælde i næse - og bihuler hos arbejdere, der har arbejdet i lange perioder med asbest og træstøv. Og konklusionen er, at over halvdelen af de arbejdsbetingede kræfttilfælde aldrig er blevet anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen.
Ifølge forskningsrapporten er det simpelthen ligegyldighed og uopmærksomhed fra lægernes side, der fører til den manglende rapportering. For alle de relevante erhvervsoplysninger var umiddelbart tilgængelige for de patienter, som konkret blev undersøgt.
Forskerne foreslår, at der indføres en lovgivning, som sikrer at bestemte kræfttyper, der hænger nært sammen med arbejdsmiljø, automatisk bliver undersøgt nærmere af en arbejdsmedicinsk klinik.
- Faktisk er der netop nu en ny bekendtgørelse undervejs, som gerne skulle ændre på de her alarmerende tal, fortæller Jhonni Hansen til Arbejderen. Han er seniorforsker ved Epidemiologisk Institut i København og en af rapportens forfattere.
- Problemet er i øjeblikket, at Sundhedsstyrelsen har tavshedspligt, og derfor kan den ikke sikre anmeldelsen af de mange tilfælde, der burde udløse erstatning, selvom den sidder med alle informationerne, forklarer han.
- Men den tavshedspligt bliver nu ophævet. Det betyder, at alle tilfælde af næse- og lungehindekræft automatisk bliver forelagt Arbejdsskadestyrelsen. Det skulle gerne hjælpe.
Jhonni Hansen forklarer, at den nye lov er efter norsk forbillede.
- I Norge udløser stort set alle tilfælde af næse- og lungehindekræft en erstatning. For det er typer af kræft, som næsten udelukkende opstår på grund af arbejdsmiljø. Vi kender ikke til andre årsager, siger han.
Ifølge forskningsrapporten skyldes mellem to og fire procent af alle kræfttilfælde i den industrialiserede verden, et dårligt arbejdsmiljø.
Men for visse grupper af ufaglærte arbejdere er det helt op til hver femte kræfttilfælde, der i realiteten er en arbejdsskade.
- Foruden folk, der arbejder med asbest og træstøv har vi også en meget høj frekvens af arbejdsrelateret kræft blandt jern- og metalarbejdere, siger Jhonni Hansen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland