21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DF løber fra løfter

DF løber fra løfter

Onsdag, 16. maj, 2007, 00:00:00

Arbejdsdage på 12-13 timer øger risikoen for uheld, mener chaufførerne ved Århus Sporveje. De vil have nye arbejdstidsregler

Hvem tør køre med en buschauffør, som hver dag er på arbejde og kører i 12-13 timer?
Det spørger buschaufførerne ved Århus Sporveje om og efterlyser politisk indgriben i reglerne om køre-hviletid.
- Det kan ikke passe, at der skal gælde bedre regler for de chauffører, der transporterer grise rundt på landevejene end for buschauffører, der kører rundt med mennesker blandt andre bilister og skolebørn på cykel, siger Villy Fink Isaksen til Arbejderen.
Han var sidste år på Christiansborg et par gange. Her snakkede han med repræsentanter fra partierne i Folketinget om at få ændret de urimelige køre- hviletidsbestemmelser for buschauffører. Alle undtagen Venstre og Konservative støttede sagen.
- Venstre og Konservative mener, at problemet er et aftaleområde mellem arbejdsmarkedets parter. De er villige til at gribe ind, når det handler om dyretransporter, men ikke når det handler om persontransport. Det fatter vi jo ikke, siger Villy Fink Isaksen.
Dansk Folkeparti (DF) har sammen med regeringspartierne stemt imod et forslag fra SF om nye arbejdstidsregler, og chaufførerne beskylder derfor DF for at løbe fra det løfte, de gav sidste år om at være med til at ændre køre-hviletidsreglerne.
Beskyldningen om løftebrud afvises blankt af Kim Christiansen, retsordfører i DF.
- Vi har kun lovet at kigge på sagen. Når jeg ikke vil være med til at ændre reglerne for buschauffører, hænger det sammen med, at der ikke kan dokumenteres en direkte trafiksikkerhedsmæssig risiko ved de nuværende regler. Skal reglerne laves om, skal der være påviselig personskade forbundet med bybuskørsel. Det er der ikke, siger retsordføreren til Arbejderen.
Villy Fink Isaksen forstår ikke, at der 'skal lig på bordet', før politikerne vil gribe ind. Han mener, det kan gå galt når som helst. Ikke mindst fordi der findes indtil flere eksempler på kolleger, der arbejder over i helt op til 160 timer om måneden på grund af mangel på chauffører.
Kim Christiansen afviser ikke, at der kan være arbejdsmiljømæssige problemer forbundet med at arbejde 12-13 timer i træk. I så fald hører sagen under Beskæftigelsesministeriet, forklarer han.
- Men desuden synes jeg chaufførerne skulle feje for egen dør, inden de beskylder os for svigt. Ved overenskomstforhandlingerne snakkede de kun om at få mere i løn, og de kunne passende have rejst kravet om køre-hviletid ved den lejlighed, mener Kim Christiansen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland