21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Halvering af Københavns biblioteker

Halvering af Københavns biblioteker

Lørdag, 19. maj, 2007, 00:00:00

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler at lukke elleve biblioteker til fordel for lange åbningstider, lounge-stemning og cafémiljø på de resterende elleve

Halvdelen af Københavns 22 biblioteker skal lukkes. Det anbefaler kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning.
Formålet er at frigive nogle penge til længere åbningstider, ombygninger, nybygninger og flere materialer på de tilbageværende biblioteker. Dermed er der lagt op til en grundlæggende ændring i biblioteksstrukturen.
Den nye struktur er dog langt fra besluttet endnu. Kultur- og Fritidsudvalget har udskudt beslutningen, og en afklaring forventes ikke før efter sommerferien.
Spørger man Socialdemokraterne, er formålet at skabe et bedre biblioteksvæsen til københavnerne, mens kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsens (V) vision er et moderne og tidssvarende bibliotekstilbud. Derimod ser Enhedslistens Jens Kjær Christensen forslaget som en uambitiøs besparelse.

Spareøvelse
Anbefalingerne er udgiftsneutrale og de penge, der spares på at lukke biblioteker, skal bruges indenfor biblioteksvæsnet. Derfor ser medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for Socialdemokraterne Morten Westergård ikke forslaget som en besparelse.
- Det handler ikke om at spare. Der er ikke noget, der skal ofres, det handler om at skabe et bedre biblioteksvæsen for københavnerne, siger han til Arbejderen.
Kultur- og Fritidsborgmester Martin Geertsen (V) har udtalt, at han hellere ser pengene brugt på at øge materialeudbudet og at holde bibliotekerne åbne til midnat, frem for at have dem bundet i mursten i form af de 20 nuværende biblioteker.
Anbefalingerne fra forvaltningen indeholder nybyggeri og renovering for 300 millioner, der alle skal findes et andet sted internt i biblioteksvæsnet. Jens Kjær Christensen, der sidder i Kultur- og Fritidsudvalget for Enhedslisten, tror det vil føre til besparelser.
- Det regnestykke, forvaltningen har stillet op, er fuldstændig urealistisk, siger han til Arbejderen.
- Det er en uambitiøs måde at arbejde på, når lukning af ét bibliotek skal financiere længere åbningstider på et andet. Hvis man vil lave en strukturændring, må der følge nogle midler med, ellers ender det med forringelser, mener Jens Kjær Christensen.
Formand for Brugerrådet på biblioteket i Solvangcentret, Kirsten Kidde, betragter også forslaget som en spareøvelse.
- Politikerne skal jo sige, at det ikke er besparelser, men det er det. Strukturændringer medfører i realiteten altid besparelser.

Social funktion
Kirsten Kidde påpeger også, at Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag har social slagside.
- De lukningstruede biblioteker ligger hovedsageligt i gamle arbejderkvarterer som Solvang, Husum, Tingbjerg og Vigerslev. Der snakkes om nye biblioteker i ressourcestærke områder som Ørestaden, mens man lukker biblioteker i ressourcesvage områder med meget socialt boligbyggeri. Det nytter ikke noget, at det er den dårligst stillede del af befolkningen, der skal betale for udviklingen. Det vidner om en misforstået opfattelse af, hvilke funktioner et bibliotek skal have, siger hun til Arbejderen.
- Vores bibliotek ligger i et område med mange mindrebemidlede familier og udfører et stort stykke socialt arbejde ud over at udlåne bøger. Forslaget om at lukke Solvang Bibliotek tager slet ikke højde for denne sociale funktion, forklarer Kirsten Kidde.
Ligesom mange andre biblioteker i socialt belastede områder tilbyder Solvang Bibliotek lektiehjælp og kvindegrupper for kvinder med andet etnisk baggrund end dansk.
- Disse kvinder kommer trygt og frit på vores bibliotek, men hvis de skulle helt til Ørestaden, tror jeg de ville bruge biblioteket meget mindre.
Bibliotekerne har ikke bare en social funktion, de spiller også en rolle i kulturlivet.
- Solvang Bibliotek er det eneste kulturelle tilbud til de 40.000 beboere i området, så hvis politikerne vil lukke biblioteket, må de i det mindste komme med nogle andre tilbud, mener Kirsten Kidde.

Tilgængelighed
For Jens Kjær Christensen fra Enhedslisten er det vigtigste, at bibliotekerne er let tilgængeligt, derfor ser han gerne så mange biblioteker som muligt og ser ingen pointe i at lukke biblioteker.
- Det er vigtigt at have et fintmasket biblioteksnet. Desuden er det hul i hovedet at lukke biblioteker, der lige er blevet bygget, som det på Rodosvej. Og det er utænkeligt og urealistisk at lukke Blågårdens Bibliotek, siger Jens Kjær.
Kirsten Kidde fra Solvang Bibliotekets Brugerråd frygter, at lukninger af lokalbiblioteker kan føre til, at ældre og handicappede vil forsvinde som brugere.
- Desuden vil det gå hårdest ud over de mindrebemidlede familier, der ikke har råd til at udstyre deres børn med et buskort, så de kan tage hen til det nærmeste bibliotek, forklarer hun.
Brugerrådet på biblioteket i Solvangcentret har holdt møder med de politiske partier om bevarelse af Solvang Bibliotek og på Rodosvej Bibliotek har de startet en underskriftindsamling for bevarelse af biblioteket.
På Kultur- og Fritidsudvalgets næste møde den 26. maj, vil Jens Kjær Christensen foreslå at sende forvaltningens forslag i offentlig høring, så bibliotekerne får en mulighed for at blive hørt.
- Når de forskellige interessegrupper er blevet hørt, kan vi få præciseret vores handlemuligheder og forhåbentlig finde ud af, at det ikke er en mulighed at lukke bibliotekerne. Jeg vil meget gerne have diskussionen drejet væk fra lukning af biblioteker og i stedet snakke om, hvordan vi forbedrer de biblioteker, vi har, slutter Jens Kjær Christensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland