En folkeskole i Haslev har åbnet for sponsorbetaling. Fin idé, siger Venstre, og opfordrer virksomhederne til at gå endnu længere
Undervisningsmaterialer, tavler og møbler. Her kan pengestærke sponsorer i fremtiden sætte deres navn på Lysholm Skole i Haslev.
Det er blevet muligt efter skolebestyrelsen har besluttet at åbne op for sponsor-finansiering.
- Vi har allerede fået støtte til fornyelse af legepladsen. Når der bliver skåret så meget i skolernes budgetter, er vi jo nødt til at finde pengene et sted, siger formand for skolebestyrelsen på Lysholm Skole, Grethe Olsen, til Arbejderen.
Hun nævner, at midlerne til hytteture er skåret væk. Både ture og undervisningsmaterialer er noget af det, skolebestyrelsen forestiller sig kan sponsoreres.
- Vi vil vurdere sponsorerne i hvert enkelt tilfælde for at sikre os, at der ikke lige pludselig står Cola eller McDonalds hen over det hele, forklarer Grethe Olsen.
Lysholm Skole får grønt lys fra Christiansborg til at søge sponsor-finansiering.
- Så længe de holder sig inden for lovens rammer lyder det som en fin idé. Vi har brug for, at virksomhederne engagerer sig i folkeskolen. Ikke bare med sponsorering, men også med virksomhedsbesøg og erhvervsvejledning, fastslår uddannelsesordfører for Venstre, Tina Nedergaard, over for Arbejderen.
Men det er en farlig glidebane, hvis skolerne begynder at åbne for sponsorering, advarer formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo.
- Hele tanken om en fælles folkeskole bliver truet, hvis vi åbner op for privat sponsorering. Jeg kan godt forstå, at det er fristende, når man har en stram økonomi. Men det vil skabe en meget uheldig konkurrence om midler og faciliteter mellem skolerne. Vi risikerer at skolelederne blive mere optaget af at rejse fonde end at drive skole, siger han til Arbejderen.
Lærerformanden er ikke i tvivl om, hvad følgevirkningerne af sponsorbetaling vil blive.
- Det vil medføre stor ulighed mellem skolerne. Man kan sagtens forestille sig, at nogle skoler og områder vil være mere attraktive at sponsorere end andre. Det ser vi for eksempel i USA, hvor er stor del af skolernes budget er sponsoreret af private, understreger han.
På Lysholm Skole ser bestyrelsen også helst, at det er staten der betaler for børnenes bøger.
- Men det er politikernes ansvar at sørge for, at der er penge nok. Det er dem, der har skåret vores hytteture væk. Derfor håber vi, at det her giver dem noget at tænke over, siger Grethe Olsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278