Venstreradikale rødder, skoling, politikudvikling og aktivitet - alt sammen nøgleord der betegner ungdomsorganisationen Offensiv, som lige er fyldt to år.
For to år siden mødtes en flok unge revolutionære i Fredericia med det ene formål at danne en ny ungdomsorganisation. Som seneste skud på stammen i rækken af ungdomsorganisationer så 'Offensiv - Unge Revolutionære' dagens lys. Selv kalder de sig en aktivistorganisation.
- Vi ønsker, at det at være ung revolutionær er noget man er, men mest noget man gør - at vise unge at man kan handle på holdninger, fortæller 23-årige Malene Jensen medlem af Offensiv København til Arbejderen. Hun fortæller, at organisationen blev dannet, fordi de unge mente, at der manglede en ungdomsorganisering, som har aktivisme i højsæde.
Da Offensiv blev dannet, og også nu, eksisterede der to andre ungdomsorganisationer på venstrefløjen, nemlig Rød Ungdom (RU) og Socialistisk Ungdomsfront (SUF), men Malene Jensen mener alligevel, at der var brug for en mere.
- Flere havde svært ved at finde et sted at organisere sig. At vi ikke er tilknyttet et parti, var afgørende for mange, og at vi skulle kunne rumme forskellige ideologiske retninger, siger Malene Jensen.
På Offensivs hjemmeside kan man læse, at organisationen organiserer unge, som er både anarkister, socialister, kommunister og folk som ikke knytter sig til en -isme
'Fælles for os er dog, at vi er revolutionære', slår hjemmesiden fast.
Malene Jensen fortæller, at Offensiv ser det som en styrke, at de rummer så mange forskellige folk, og at organisationen også gerne samarbejder med andre unge. For eksempel i kampen mod rydningen af Ungdomshuset i København aktionerede unge fra Offensiv, Kommunistisk Parti og Rød Ungdom sammen.
- Vi samarbejder meget med SUF, Rød Ungdom og Enhedslisten både lokalt og i København. Vi har altså ikke et statement imod samarbejde med de andre organisationer, understreger Malene Jensen.
Unge skal politiseres
Offensiv har fra deres stiftelse brugt mange kræfter på skoling og uddannelse af organisationens medlemmer - både i mødelokaler og på gaden.
- Siden stiftelsen har vi jo været i en opstartsfase - det kalder vi det faktisk stadig. Vi har arbejdet meget indadtil med skoling og udvikling af politik, men også lavet politiske kampagner, siger Malene Jensen. Hun fortæller, at en af Offensivs første kampagner var en anti-racisme kampagne, med parolen 'Lukket på grund af racisme'. Her tog organisationen rundt og lukkede kommunekontorer, diskoteker og sågar Udlændingeservice fik besøg af de unge anti-racister.
'Vi lever i et samfund, hvor magten er centraliseret omkring få rige, hvide mænd, som i jagt på flere penge og mere magt flytter virksomheder eller starter krige, når det passer dem', hedder det i Offensivs grundlag.
Lige præcis forholdet mellem mænd og kvinder er et andet af organisationens politiske omdrejningspunkter.
- Det er en af de sager, som vi er meget enige om at prioritere. Det er vigtigt, at få sat køns- og seksualitetspolitikken på dagsordenen, og specielt seksualitetsperspektivet har været meget lidt på dagsordenen på venstrefløjen i lang tid, mener Malene Jensen. Hun mener, at flere ikke-heteroseksuelle har løbet panden mod en mur mange gange på venstrefløjen - lige som folk med anden hudfarve end hvid.
- Kampen for retten til at vælge sin egen seksualitet og kampen mod racisme er vigtige og hænger sammen. For eksempel homofobi findes desværre også på venstrefløjen, og derfor arbejder vi meget med at have en god organisationskultur - så vi kan rumme alle, påpeger Malene Jensen.
Aktivitet binder sammen
Offensivs autonome rødder ses i deres opbygning, blandt andet ved at organisationen har valgt ikke at have nogen ledelse, men et administrativt sekretariat som dog er valgt.
- På det stiftende træf var det et kardinalpukt for mange, at vi ikke skulle have en ledelse. Vi har fælles seminarer og landsmøder, som beslutter vores aktiviteter. Vores grupper er autonome, så længe de holder sig indenfor program og vedtægter, fortæller Malene Jensen, som selv sidder i Offensivs faglige gruppe.
Malene Jensen påpeger også, at organisationen lægger vægt på at få afdækket de uformelle strukturer, og kæmper for ikke at få en en negativ magt-centralisering, som de kalder det.
På landsplan har Offensiv afdelinger i København, Køge, Svendborg, Odense, Fredericia, Århus og Aalborg. Desuden har de nedsat en række grupper, som arbejder med fagligt arbejde, G8 og sommerlejr. Offensiv organiserer folk fra cirka 15 år til og med 30 år og kan kontaktes på info@offensiv.dk - www.offensiv.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278