Dansk militær i Afghanistan har et ansvar, når de overrækker fanger til USA og stater med tortur på samvittigheden
Danmark har et ansvar for at sikre, at de fanger som danske soldater tager i Afghanistan, ikke bliver udleveret til tortur.
Det fastslår FN`s torturkomité i en foreløbig rapport, som skal tage stilling til, om Danmark lever op til FN`s forbud mod tortur og nedværdigende behandling.
- FN slår fast, at Danmark ikke må overføre fanger til USA og håbe på det bedste. Fangerne er i vores varetægt. Vi skal være vores ansvar bevidst og i hver enkelt fanges sag tage stilling til, om der er risiko for at han/hun bliver udsat for tortur i USA`s fængsler, fastslår Therese Rytter, juridisk rådgiver hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) til Arbejderen.
I marts 2002 udleverede danske soldater 31 fanger til en amerikansk lejr. Ifølge filmen 'Den hemmelige krig' blev fangerne mishandlet af amerikanerne, som tidligere har slået fast at fanger i krigen mod terror, ikke er beskyttet af Genève-konventionens forbud mod tortur og nedværdigende behandling.
- Hidtil har regeringen i debatter og i sin redegørelse forsøgt at give indtryk af, at Danmark ikke har et ansvar. Regeringen har sagt som lillebroren: 'Det er ikke min, men storebrors skyld'. Den går ikke. Regeringen kan ikke dække sig ind under, at vi udfører vores operation under amerikansk kommando, fastslår Terese Rytter.
Krigen i Afghanistan og de danske soldater udlevering af fanger til USA`s torturfængsler i landet er ikke med ét ord nævnt i regeringens egen officielle rapport til torturkomitéen. Problemstillingen er kun kommet til FN-torturkomitéens kendskab fordi RCT og Amnesty International har taget den med i deres såkaldte skyggerapporter til FN.
- Det er nu op til regeringen om man vil følge anbefalingerne fra FN. Eller om man vil sidde FN overhørigt, som det er set mange gange før, konstaterer RCT`s juridiske rådgiver.
Meget tyder på, at FN taler for døve øren. Den konservative rets- og forsvarsordfører, Tom Behnke, mener ikke at praksis skal ændres:
- De 31 har aldrig været i vores varetægt. De er tilbageholdt i en fælles operation, hvor det er aftalt at USA skal have ansvaret for de tilbageholdte. Vi udleverer ikke fanger til hvem som helst, men kun til vores samarbejdspartnere. Dem stoler vi på overholder konventionerne. Ellers arbejdede vi ikke sammen med dem, lyder logikken hos Tom Behnke.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra udenrigsminister Per Stig Møller.
Den endelige rapport fra FN`s torturkomité ventes i løbet af en-to måneder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278