Nyt lovforslag vil betyde, at fristen for at anmelde en arbejdsskade falder fra 20 år og helt ned til tre år. Det har store menneske-lige konsekvenser, lyder det fra flere fagforbund
Justitsminister Lene Espersen vil nedsætte forældelsesfristen for anmeldelse af arbejdsskader fra de nuværende 20 år og helt ned til tre år.
Venter man længere end tre år med at anmelde en arbejdsskade, skal der ikke være nogen penge at komme efter. Flere fagforbund kritiserer forslaget.
- Retstilstanden bliver dårligere, og forslaget har en helt utilsigtet virkning. 17 års kortere anmeldelsesfrist er rigtig meget, siger Helle Thunø til Arbejderen. Hun er arbejdsskadekonsulent hos Fag Og Arbejde, FOA.
Mange af FOA`s medlemmer får skader i bevægeapparatet som for eksempel knæskader. Skader som ofte først bliver relateret til arbejdet langt henne i sygdomsforløbet.
- Lige nu sidder jeg med en arbejdsskadesag om en kvinde med en knæskade, som har været i gang i otte år. Hun er blevet opereret ti-elleve gange siden 80`erne, fortæller Helle Thunø.
FTF - Hovedorganisation for offentligt ansatte kritiserer også forslaget og påpeger i en redegørelse, at: 'Det er bemærkelsesværdigt, at der i betænkningen ikke er ofret tid på en analyse af, hvad indførelsen af de nye regler vil betyde for de omkring 45.000 arbejdsskadede, der årligt anmelder deres sag til Arbejdsskadestyrelsen.'
- Vi oplever, at mange sager går ud over tre år. Flere opdager først efter lang tid, at de har en arbejdsskade. Måske har de været til lægen, som har bedt dem tage den med ro, så har de været sygemeldte en tid, måske er de blevet opereret og har prøvet at vende lidt tilbage igen. Det kan der nemt gå tre år med, påpeger Helle Thunø.
Forslaget om at sætte forældelsesfristen ned til tre år er en del af et større lovforslag, som skal forenkle forældelsesfrister på en lang række områder, som inddrivelse af gæld og køb af varer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278