21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EFS-ja til LO`s EU-arbejdsret

EFS-ja til LO`s EU-arbejdsret

Tirsdag, 29. maj, 2007, 00:00:00

Fremtiden vil byde på grænseoverskridende overenskomster i EU-regi. Derfor skal vi også have en EU-arbejdsret, mener LO, der fik vedtaget sit forslag på EFS-kongressen

LO`s forslag om etablering af en EU-arbejdsret gik glat igennem på Europæisk Faglig Sammenslutning EFS` kongres i sidste uge. EFS består af de faglige hovedorganisationer i de europæiske lande.
- Kongressen vedtog en handlings- og aktionsplan. Og her er vores forslag om et tvistløsningssystem, som det hedder på dét sprog, med. Så vores arme er højt oppe i øjeblikket, siger en glad LO-sekretær, Marie-Louise Knuppert, til Arbejderen.
- Vi har lavet vores forslag efter den danske model, hvor Arbejdsretten er den øverste myndighed, og hvor der ikke er mulighed for at anke videre. Det kunne for eksempel være som en sideordnet størrelse til EF-domstolen, forklarer Marie-Louise Knuppert.
Men det er ikke meningen, at den kommende EU-arbejdsret skal overtage sager som Vaxholm og Viking Line, altså fortolkning af aftale- og konfliktret, siger LO-sekretæren.
- Det er der i hvert fald ikke taget stilling til. Og hvis det bliver, så bliver det engang langt ud i fremtiden. Men det er nødvendigt med et tvistløsningssystem, for at kunne følge med den udvikling, der er i gang.
Hidtil har EFS lavet såkaldte 'autonome aftaler' med arbejdsgiver-modparten BusinessEurope - det tidligere ETUC. Den sidste er om vold og chikane på arbejdspladsen, og tidligere er der for eksempel lavet en aftale om stress. De aftaler vil LO og EFS gerne have gjort bindende, og det kræver et tvistløsningssystem, forklarer Marie-Louise Knuppert.
- Men Europa ændrer sig også. Vi vandrer over grænserne, og overenskomsterne begynder også at vandre over grænserne. Der er allerede nogle faglige organisationer, der begynder at lave grænseoverskridende aftaler, for eksempel på havneområdet. Og jo eftersom virksomheder mere og mere ejes på tværs af grænserne, vil behovet for grænseoverskridende overenskomster vokse, siger Marie-Louise Knuppert.
Hvordan EU-arbejdsretten konkret skal skrues sammen, tog EFS-kongressen ikke stilling til. Det skal EFS` ledelse arbejde videre med.. Det gælder også spørgsmålet om en egentlig forligsmandsordning ved indgåelse af kommende EU-overenskomster.
Men Marie-Louise Knuppert vil godt love, at afstemningerne om sådanne EU-overenskomster forbliver nationale.
- Afstemninger om overenskomster foregår i de enkelt forbund, og det vil selvfølgelig også være tilfældet fremover, siger Marie-Louise Knuppert - der dog understreger, at lige det spørgsmål ikke blev diskuteret på EFS-kongressen..

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland