21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Panik under prøvekaos

Panik under prøvekaos

Tirsdag, 29. maj, 2007, 00:00:00

Elever i 9. klasse bliver presset gennem kaotiske og krævende afgangsprøver. Der er store problemer med de mange nye tiltag omkring test og prøver i skolerne

I dag skal undervisningsministeren Bertel Haarder i åbent samråd, hvor han skal redegøre for det it-tekniske kaos i forbindelse med både afgangsprøver og nationale test i folkeskolen. Det er SF og Det radikale Venstre, der har kaldt ministeren i samråd.
Det skabte panik i landets 9. klasser, da de i forrige uge skulle op til den nye afgangsprøve i læsning. På kun en halv time skulle eleverne læse fem svære tekster og løse 50 opgaver.
'Man skulle læse mellem linierne for at finde svarene - det var der jo slet ikke tid til!' 'Der var mange spørgsmål, hvor jeg bare gættede'.
Sådan lød nogle af de reaktioner, fagbladet Folkeskolen fik, da de snakkede med eleverne på Slangerup Skole i Nordsjælland om prøven.
I prøven skulle eleverne tage stilling til lange fagtekster om trafiklovgivning og økologi, læse en fortælling af Søren Ryge og analysere en novelle samt en mytologisk fortælling.

Nyt menneskesyn
Formålet med den overvældende tekstmængde er, ifølge Skolestyrelsen under Undervisningsministeriet, netop at bedømme elevernes læsehastighed, fordi det er et vigtigt element i læseundervisningen.
Men formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, Jens Raahauge, understreger, at skimning af fiktionstekster ikke er en af de læsestrategier, folkeskolen bør lære eleverne.
- Den prøve er et udtryk for et nyt menneskesyn, et konkurrencemenneskesyn, hvor man bevidst har valgt at skille fårene fra bukkene ved hjælp af stofmængden, siger han til Folkeskolen.
Læseprøven er kun en lille del af det kaos, landets folkeskoler er blevet kastet ud i her i slutningen af skoleåret, hvor de for første gang prøver de nye elektroniske eksamenssystemer, som det private firma Cowi har udviklet.
Cowi står også for administrationen af systemet, som allerede på premieredagen først i maj gik i koks. Serveren brød sammen, fordi 9. klassernes afgangsprøve i biologi og geografi var lagt samtidig med de nye nationale test for 4. og 6. klasserne.
Da Cowi til sidst måtte opgive at få systemet til at virke, blev 34.000 elever bedt om at tage afgangsprøven med blyant og papir. For 800-900 elevers vedkommende blev prøven fastlagt til en dag, hvor de samtidig skulle op i skriftlig fransk. Det betyder, at deres prøve er udskudt til august, længe efter optagelsesfristen til ungdomsuddannelserne er overskredet. Undervisningsministeriet har dog givet dispensation for de, der skal i gymnasiet.

Ingen resultater
Samtidig har Cowi opgivet at teste to ud af de ni profilområder, der er aftalt i år, fordi de ikke har nået at fremstille opgaverne. Og testresultaterne fra de nationale test 1. maj, som lærerne skulle kunne hive ud af systemet umiddelbart efter prøvens afslutning, er endnu ikke kommet.
'De nuværende kaotiske forhold er bare sidste eksempel af en lang række ugennemtænkte tiltag fra ministeriets side. Af ideologiske grunde afskaffede regeringen gruppeeksamen som både elever, lærere og forældre var glade for, og som forskere støttede. I fag, hvor det er oplagt med mundtlige afgangsprøver, besluttede man sig for at gøre dem skriftlige. Og vejledningerne til de enkelte fag blev udsendt alt for sent - langt inde i skoleåret', udtaler hovedbestyrelsen i Danmarks Lærerforening.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland