Pengene tynger i skoleelevernes rygsække på deres vej gennem det danske skolesystem. Det skaber ulighed mellem skolerne

Livet afgøres af tilfældigheder for skolebørnene i Valby i København. Hvis de er heldige har de fået plads på Valby Skole. Skolen er nybygget og tilbyder bedre rammer og faciliteter end de andre skoler i området. Derfor tiltrækker den flere elever, og det betyder flere penge udbetalt fra kommunekassen.
Godt 500 meter derfra ligger Vigerslev Allés Skole. Hvis Valbyeleverne skifter fra Vigerslev Allé til Valby Skole, tager de kommunens tilskud med sig i rygsækken. Det har fanget skolen på Vigerslev Allé i en negativ spiral, hvor budgettet drænes mere og mere for hvert skoleår.
- I år er det gået ud over planlægningen, så de blandt andet har måtte aflyse elevernes lejrskole, siger næstformand i Københavns Lærerforening, Ole Hein Christensen, til Arbejderen.
Den stigende ulighed mellem skolerne i Valby startede i 2005, da regeringen indførte frit skolevalg, som blev forstærket, da Københavns Kommune sidste år indførte den såkaldte rygsæk-model.
Øgenavnet henviser til, at skolerne ikke længere får økonomi per institution men per elev, fordi forældrene skal kunne vælge, hvor deres barn skal uddannes. Pengene følger således barnet rundt i skolesystemet, billedligt talt i rygsækken.
- Modellen har introduceret markedsvilkår i folkeskolerne, fordi de presses til at konkurrere med hinanden om eleverne, forklarer Ole Hein Christensen.

Konkurrence og kontrol
Konkurrence mellem skolerne er ikke den eneste konsekvens af frit-valgs-ordningen. For at kunne vælge mellem skolerne, må forældrene have noget at sammenligne med. Skolernes resultater skal derfor kunne måles og vejes, og det har betydet stadig mere central kontrol.
- Hvert år stiger kravene til dokumentation. Skolen skal udfylde kvalitetsrapporter om alt fra deltagelsesprocenten til forældresamtalerne til elevernes afgangskarakterer. Lærerne skal lave mellem to og tre planer for hver elev. Elevplaner, uddannelsesplaner og for nogen også handleplaner.
- Det giver et enormt bureaukrati og tager tid fra undervisningen. Tiltagene bliver fremstillet som en hjælp til at evaluere, men hvorfor skal det så hele tiden indberettes til ministeriet? Lærerne oplever det som kontrol og som mistillid til, at vi ikke kan gøre vores arbejde ordentligt, forklarer Ole Hein Christensen.
Samtidig med den øgede centrale styring af undervisningen har skolerne fået øget ansvar for økonomien.
- Jeg plejer at sige, at de har byttet rundt, så ministeriet skal tage sig af det, vi har forstand på - pædagogik og undervisningsplanlægning - mens vi skal tage os af det, de har forstand på - altså økonomien. Det er helt gak, siger næstformanden.

Mening i galskaben
Selvom den øgede kontrol og decentraliseringen af økonomien umiddelbart virker som modstridende tendenser, skal man ikke lade sig narre. Udviklingen vækker ubehagelige minder om afviklingen af den britiske velfærdsstat, viser 3F`s nye rapport om 'Frit valg eller frit fald'.
I 1980`ernes Storbritannien gennemførte den nyliberale Thatcher-regering en række store uddannelsesreformer. Også de indeholdt to umiddelbart modstridende elementer.
På den ene side virkede reformerne decentraliserende ved at give skolerne øget kontrol med egne budgetter samt introducere frit skolevalg og en 'pengene følger barnet'-model. På den anden side indførte regeringen øget statslig kontrol gennem et fælles testsystem og et 'nationalt curriculum', en slags undervisningskanon for hele skolen.
Ved at flytte ansvaret for pædagogikken ind i det britiske undervisningsministerium og ansvaret for økonomien ud på de britiske skoler, fik skolerne karakter af selvstændige virksomheder.
De præcise krav til skolernes resultater gjorde det nemmere at inddrage private aktører. Dermed skabte reformerne grobund for et markedslignende skolesystem. Samtidig blev stadig flere velfærdsydelser, som skolemadsordningen eller eksamenssystemet, lagt i private hænder.
Resultatet taler for sig selv. I dag er ikke bare mange skoler men i dele af landet hele uddannelsesadministrationen, blevet overtaget af private virksomheder. De danske tendenser peger i samme retning.
- I lærerforeningen har vi da drøftet, om decentraliseringen af økonomien er et forstadium til at gøre skolerne selvejende. Bertel Haarder har allerede været inde på muligheden, og man kan sagtens frygte, at han på et tidspunkt vil bruge alle de umulige dokumentationskrav til at sige, at kommunerne ikke styrer skolerne godt nok. Den logiske konsekvens er at gøre dem selvejende, og det vil gøre det nemmere at privatisere, mener Ole Hein Christensen.

Skævhed sparker nedad
I Storbritannien har skolereformerne haft en kraftig social slagside. Frit-valgs-ordningen og indførelse af markedsprincipper i skolesystemet har ført til, at skolerne konkurrerer indbyrdes om eleverne.
De gode skoler får gode karakterer og tiltrækker børn fra ressourcestærke familier, mens de mindre heldige skoler er fanget i en ressourcekrævende spiral af stadig flere elever med behov for særlig støtte.
- Der er ingen tvivl om, at det vi har set ske i Storbritannien, medfører større ulighed mellem skolerne og større ulighed mellem eleverne i skolesystemet. Vores hjemlige velfærdsreformer viser tendenser til det samme, fastslår Ole Hein Christensen.